Verdensrevolution og kommunistisk taktik / Anton Pannekoek, 1975

Kilde: Udgivet som Weltrevolution und kommunistische Taktik  i Kommunismus (Kominterns teoretiske organ for Syd-East Europa), Wien, 1920; på dansk i duplikat af Kommunismen in memoriam, Århus 1975; oversættelse: K. Hald Nielsen; overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online , 15. dec. 2014.

Også teorien bliver til materiel magt, så snart den griber masserne.
Teorien er i stand til at gribe masserne … så snart den bliver radikal.
Marx

I

To kræfter, af hvilke den ene udspringer af den anden, en åndelig og en materiel, bevirker kapitalismens omvæltning til kommunismen. Økonomiens materielle udvikling skaber erkendelsen, og denne bevirker viljen til revolutionen. Af kapitalismens almene udviklingstendenser fremstod den marxistiske videnskab, som udgjorde først det socialistiske, siden det kommunistiske partis teori, og som giver den revolutionære bevægelse en dyb fælles åndelig kraft. Idet denne teori kun langsomt gennemtrænger en del af proletariatet, må af egen erfaring den praktiske erkendelse af kapitalismens uholdbarhed vokse frem i masserne. Verdenskrigen og det hurtige økonomiske sammenbrud frembringer nu revolutionens objektive nødvendighed, endnu før masserne har fattet kommunismen teoretisk – denne modsætning betinger de modsætninger, de hæmninger og tilbageslag, der gør revolutionen til en lang og kvalfuld proces. Ganske vist kommer nu også teorien ind i et nyt opsving og griber masserne i hurtigt tempo; men til trods herfor må begge dele distanceres af de på een gang kæmpemæssige voksende praktiske opgaver.

For Vesteuropas vedkommende vil revolutionens udvikling hovedsagelig blive bestemt af to drivkræfter: af den kapitalistiske økonomis sammenbrud og af Sovjetruslands eksempel. Årsagerne til, at proletariatet i Rusland kunne sejre relativt hurtigt og let – bourgeoisiets svaghed, forbundet med bønderne, at revolutionen fandt sted under krigen – behøver ingen gennemgang her. Eksemplet på en stat, hvor det arbejdende folk hersker, hvor det har afskaffet kapitalismen, og er i færd med at opbygge kommunismen, måtte indvirke kraftigt på proletariatet i hele verden. Naturligvis ville eksemplet alene ikke have været nok til at drive arbejderne i andre lande frem til den proletariske revolution. Den menneskelige ånd bliver stærkest bestemt gennem dets egne materielle omgivelsers påvirkning; hvis således den hjemlige kapitalisme var forblevet ved sin gamle styrke, havde nyheden fra det fjerne Rusland vanskeligt kunnet udrette noget herimod. “Fuld af ærefrygtig beundring, men småborgerligt-bange, uden modet til at redde sig selv, Rusland og menneskeheden ved handling,” således fandt Rudgers masserne ved sin tilbagekomst til Vesteuropa. Da krigen sluttede, håbede man her overalt på økonomiens snarlige opsving, medens løgne-pressen udmalede Rusland som et sted, hvor der herskede kaos og barbari; derfor var masserne afventende.

Derimod har kaos siden da bredt sig i de gamle kulturlande, mens den nye orden i Rusland viser sin voksende styrke. Nu kommer masserne også i bevægelse her.

Det økonomiske sammenbrud er revolutionens vigtigste drivkraft. Tyskland og Østrig er økonomisk allerede fuldstændig tilintetgjort og forarmet, Italien og Frankrig befinder sig i uafbrudt nedgang, England er kraftigt rystet – og det er et spørgsmål, om dets regerings kraftige rekonstruktionsforsøg kan afværge undergangen – og i Amerika optræder allerede de første truende symptomer på krisen. Og overalt – nogenlunde i denne rækkefølge – begynder det at gære i masserne; i store strejkebevægelser, der ryster økonomien endnu mere, værger de sig mod forarmelsen; disse kampe vokser efterhånden til en bevidst revolutionær kamp; og uden at være kommunister, følger masserne stadigt mere den vej, som Kommunismen viser dem. Thi den praktiske nødvendighed driver dem derhen.

Med denne nødvendighed og denne stemning, så at sige båret heraf, vokser i disse lande den kommunistiske fortrop, der klart erkender målene og samler sig i III Internationale. Denne voksende revolutionerings symptom og kendemærke udgør den skarpe teoretiske og organisatoriske adskillelse af Kommunismen fra Socialdemokratiet. I de centraleuropæiske lande, som gennem Versailles-traktaten straks blev stødt ud i en hård økonomisk krise, og hvor en regering af socialdemokrater var en nødvendighed for at redde den borgerlige stat, er denne adskillelse for længst fuldbyrdet. Krisen er dér så uoprettelig og dyb, at massen af radikal-socialdemokratiske arbejdere (u.s.p.), til trods for at de stadig i høj grad holder fast ved de gamle socialdemokratiske metoder, traditioner, løsninger og ledere, ønsker tilslutning til Moskva og erklærer sig for proletariatets diktatur. I Italien har hele det socialdemokratiske parti tilsluttet sig III Internationale; en kampberedt revolutionær stemning hos masserne, der bekræftes i den igangværende småkrig med regering og bourgeoisi; tillader at se bort fra den teoretiske blanding af socialistiske, syndikalistiske og kommunistiske anskuelser. I Frankrig har kommunistiske grupper først for nylig skilt sig ud fra det socialdemokratiske parti og fagforeningsbevægelsen og skal til at danne et kommunistisk parti. I England er der ud af krigens dybe indvirken på arbejderbevægelsens traditionelle forhold fremstået en kommunistisk bevægelse, der endnu består af flere grupper og partier af forskellig oprindelse og nye organisationsdannelser. I Amerika har to kommunistiske partier udskilt sig fra det socialdemokratiske parti, mens selv dette også har erklæret sig for Moskva.

Sovjetruslands uventede modstandskraft mod de reaktionære angreb, hvorved Ententen er tvunget til forhandling – sådan virker successen altid – har udøvet en ny stærk tiltrækningskraft på de vestlige arbejderpartier. II Internationale bryder sammen; en generel bevægelse af midtergrupperne henimod Moskva har sat ind, drevet af massernes voksende revolutionære stemning. Idet de tillægger sig det nye navn kommunister, uden at de ændrede meget ved deres overleverede grundopfattelser, bringer de de gamle socialdemokratiske standpunkter og metoder over i den nye Internationale. Som symptom på, at sådanne lande er blevet mere modne til revolutionen, fremtræder nu netop de modsatte fænomener; ved sin indtræden eller ved sin bekendelse til III Internationales principper (som netop blev omtalt ang. u.s.p.) bliver den skarpe adskillelse af kommunister og socialdemokrater atter svækket. Om man end forsøger at holde sådanne partier formelt uden for III Internationale, for ikke at udviske al principfasthed, så trænger de dog ind i den revolutionære bevægelses ledelse i ethvert land, og gennem de nye ordninger, til hvilke de udadtil bekender sig, beholder, de deres indflydelse på masserne i aktion. Således handler ethvert herskende lag: i stedet for at lade sig afskære fra masserne bliver det selv “revolutionært”, for at revolutionen under dets indflydelse om muligt kan blive udjævnet. Og mange kommunister er tilbøjelige til her kun at se væksten i styrken og ikke også væksten i svagheden.

Den proletariske revolution syntes ved kommunismens og det russiske eksempels fremtræden at have vundet en enkel og målbevidst form. I virkeligheden træder nu med vanskelighederne også de kræfter frem, der gør den til en højst indviklet og møjsommelig proces.

II

Spørgsmålene og løsningerne, programmerne og taktikken udspringer ikke af abstrakte grundsætninger, men bestemmes derimod kun af erfaringer, af livets virkelige praksis. Kommunisternes standpunkter om målet eg vejen måtte og må dannes ud fra den hidtidige revolutionære praksis. Den russiske revolution og det hidtidige forløb af den tyske revolution udgør det praktiske materiale af kendsgerninger, som indtil nu står til vor rådighed, om den proletariske revolutions drivkræfter, betingelser og former.

Den russiske revolution har skaffet proletariatet det politiske herredømme i et så forbavsende hurtigt opsving, at den allerede dengang fuldstændig overraskede de vesteuropæiske iagttagere og nu, ansigt til ansigt med vanskelighederne i Vesteuropa, fremstår endnu mere forunderlig, til trods for at årsagerne er ganske åbenlyse. Den første virkning måtte nødvendigvis være denne, at revolutionens vanskeligheder i den første begejstring blev undervurderet i den øvrige verden. Den russiske revolution har for hele verdensproletariatets øjne opstillet den nye verdens principper i dens strålende, rene kraft: proletariatets diktatur, sovjetsystemet som det nye demokrati, nyorganiseringen af industrien, landbruget, uddannelsen. Den har i mange henseender givet et så enkelt, klart, overskueligt, næsten idyllisk billede af den proletariske revolutions væsen og indhold, at intet kunne synes enklere end at efterfølge dette eksempel. At dette imidlertid ikke var så enkelt, har den tyske revolution bevist, og de herigennem fremtrædende kræfter gælder for størstedelens vedkommende også for det øvrige Europa.

Da den tyske imperialisme brød sammen i november 1918, var arbejderklassen ganske uforberedt på et proletarisk herredømme. Dybt rystet åndeligt og moralsk af den fire år lange krig, indfanget i socialdemokratiske traditioner, kunne arbejderklassen ikke i de første få uger, hvor regeringsmagten var forsvundet, vinde en klar erkendelse af dens opgave; den intensive, men korte kommunistiske propaganda kunne ikke udbedre denne mangel. Det tyske bourgeoisi havde bedre end det tyske proletariat lært af det russiske eksempel; alt imens det smykkede sig med rødt for at få arbejderne til at falde i søvn, begyndte det straks at genopbygge sine magtorganer. Arbejderrådene afgav frivilligt deres magt til fordel for de socialdemokratiske partiførere og det demokratiske parlament. Arbejderne, der endnu var bevæbnet som soldater, afvæbnede ikke bourgeoisiet, men sig selv; de aktiveste arbejdergrupper blev slået ned af de nydannede hvide garder, og bourgeoisiet blev organiseret i bevæbnede borgerværn. Med hjælp fra fagforbundsledelserne blev de nu afvæbnede arbejdere berøvet næsten alle de forbedringer i arbejdsbetingelserne, som de havde vundet under revolutionen. Således blev vejen til kommunismen spærret med pigtrådsforhindringer, for at kapitalismen kunne udleves, dvs. kunne synke stadig dybere ned i kaos.

Uden tvivl bør nu denne erfaring fra den tyske revolution ikke uden videre overføres på de andre lande i Europa; dér vil udviklingen igen følge andre linjer. Dér vil magten ikke pludselig ved et politisk-militært sammenbrud falde i hænderne på de uforberedte masser; proletariatet kommer til at kæmpe hårdt for den og vil derfor efter erobringen have erhvervet en højere modenhedsgrad. Hvad der i Tyskland skete i febertempo efter novemberomvæltningen, finder allerede stille og roligt sted i de andre lande: Bourgeoisiet drager sine konsekvenser af den russiske revolution, væbner sig militært til borgerkrigen; mens det samtidig iscenesætter det politiske bedrag mod proletariatet ved hjælp af socialdemokratiet. Men trods disse forskelle udviser den tyske revolution nogle almene træk og frembyder nogle lærer af almen betydning. Den viser os klart, at og på grund af hvilke kræfter revolutionen i Vesteuropa må blive en langsom, langvarig proces. Langsomheden i Vesteuropas revolutionære udvikling – også selv om den kun er relativ – har fremkaldt en modsætning mellem hinanden bekæmpende taktiske retninger. I tider med hurtig revolutionær udvikling bliver taktiske forskelle hurtigt overvundet gennem praksis, eller de erkendes ikke; intensiv principiel agitation klarer hovederne, mens masserne samtidig strømmer til og aktivitetens praksis omvælter de gamle anskuelser. Når der imidlertid er indtrådt en tid med ydre stagnation, når masserne ubevægelige lader alt gå hen over hovedet på sig, og de revolutionære parolers medrivende kraft synes lammet; når vanskelighederne tårner sig op og modstanderen efter hvert slag synes at hæve sig endnu mægtigere; når det kommunistiske parti endnu forbliver svagt og kun lider nederlag – da opstår der splid, da søges nye veje og nye taktiske midler. I hovedsagen fremtræder da to tendenser, som trods lokale afvigelser er at finde i alle lande. Den ene retning vil gennem ord og gerning revolutionere og oplyse hovederne og søger således på skarpest mulige måde at stille de nye principper over for de gamle overleverede anskuelser. Den anden retning forsøger at vinde de endnu tilbagestående masser for den praktiske aktion, vil således helst undgå at støde masserne fra sig, og fremhæver i stedet for modsætningen først og fremmest hvad der binder sammen. Den første tilstræber den skarpe klare adskillelse, den anden massernes forening; den første skal betegnes som den radikale, den anden som den opportunistiske tendens. I den nuværende situation i Vesteuropa, hvor på den ene side revolutionen støder på kraftig modstand, men på den anden side Sovjetruslands faste kraft over for Entente-regeringens underkastelsesforsøg gør et gevaldigt indtryk på masserne, og der derfor må regnes med en stærk tilstrømning til Tredje Internationale fra hidtil tøvende arbejdergrupper, vil opportunismen uden tvivl blive en stærk magt i den Kommunistiske Internationale.

Opportunismen indbefatter ikke nødvendigvis en tam, fredsommelig, imødekommende holdning og tale i modsætning til den for radikalismen karakteristiske skarpere tone; tværtimod skjuler manglen på en klar principiel taktik sig kun alt for ofte bag rabiate kraftige ord; og det er netop en del af opportunismens væsen, i den revolutionære situation på en gang at forvente alt af den store revolutionære aktion. Det er dens væsen altid kun at tage hensyn til det øjeblikkelige og ikke til det, der ligger længere fremme, at hæfte sig ved begivenhedernes overflade i stedet for at se på de afgørende dybere grundlag. Hvor kræfterne til opnåelse af et mål ikke straks er tilstrækkelige, er det dens tendens ikke at forstærke disse kræfter, men ad andre veje, ad omveje nå frem til målet. Thi målet er den øjeblikkelige succes, og for denne ofrer opportunismen betingelserne for fremtidig, blivende succes. Den påberåber sig, at det dog ofte er muligt, gennem forbindelser med andre “progressive” grupper, gennem indrømmelser til tilbagestående standpunkter, at vinde magt eller i det mindste at spalte fjenden, den kapitalistiske klasses koalition, og dermed udvirke gunstigere betingelser for kampen. Det fremstår imidlertid altid således, at denne magt kun er en skinmagt, en personlig magt for enkelte førere, ikke den proletariske klasses magt, og at denne modsigelse kun bringer splittelse, korruption og kamp med sig. En erhvervelse af regeringsmagten, når der ikke står en arbejderklasse bag, der er fuldstændig moden til at herske, må atter gå tabt eller må gøre det tilbagestående så mange indrømmelser, at den bliver slidt op indvendig. En spaltning af den fjendtlige klasse – denne reformismens højt priste løsning – hindrer alligevel ikke det inderligt sammenhørende borgerskabs enhed, mens proletariatet derimod bliver bedraget, forvirret og svækket. Uden tvivl kan det forekomme, at proletariatets kommunistiske fortrop må overtage det politiske herredømme, før de normale betingelser er opfyldt; men kun hvad masserne derpå vinder af klarhed, indsigt, beslutsomhed, selvstændighed, har en blivende værdi som fundament for den videre udvikling mod kommunismen.

Anden Internationales historie er fuld af eksempler på denne opportunistiske politik, og i Tredje Internationale begynder den allerede at vise sig. Dengang bestod den i bestræbelserne på at ville opnå det socialistiske mål med hjælp fra massen af ikke-socialistiske arbejdergrupper eller andre klasser. Dette førte til taktikkens korruption og endelig til sammenbruddet. I Tredje Internationale er forholdene imidlertid væsentlig anderledes; thi forbi er den tid med rolig kapitalistisk udvikling, hvor Socialdemokratiet i bedste forstand ikke kunne gøre andet end gennem en principiel politik at sprede oplysning som forberedelse til senere revolutionstider. Kapitalismen bryder sammen; verden kan ikke vente til vores propaganda har bibragt flertallet en klar kommunistisk overbevisning; masserne må straks, gribe ind og så hurtigt som muligt for at redde sig selv og verden fra undergang. Hvad skal da et lille, nok så principielt parti, når masserne er nødvendige? Opportunismen, som hurtigt vil sammenfatte de bredeste masser, er den ikke nødvendighedens bud her?

En revolution kan lige så lidt gennemføres af et lille radikalt parti som af et stort masseparti eller en koalition af forskellige partier. Den bryder spontant frem fra masserne; aktioner, som bliver besluttet af et parti, kan af og til give stødet (det sker dog kun sjældent), men de afgørende kræfter ligger andre steder, i de psykiske faktorer, dybt i massernes underbevidsthed og i de store verdenspolitiske begivenheder. Et revolutionært partis opgave består i, at det i forvejen udbreder en klar erkendelse, således at der overalt blandt masserne er de elementer til stede, der i sådanne tider ved, hvad der skal gøres, og kan bedømme en situation selvstændigt. Og under revolutionen skal partiet opstille de programmer, paroler og direktiver, som de spontant handlende masser erkender som rigtige, fordi de deri genfinder deres egne mål i den mest fuldkomne skikkelse og hæver sig op til dem til større klarhed; derved bliver partiet til føreren i kampen. Så længe masserne forbliver uvirksomme, kan det synes, at dette ikke vil lykkes; men indvendig virker det klare princip også hos mange, der i begyndelsen holder sig væk, og i revolutionen viser dens aktive kraft sig at give revolutionen en fast retning. Har man derimod hidtil ved udvanding af principperne, ved koalitioner og indrømmelser forsøgt at samle et større parti, så byder der sig i revolutionens tid mulighed for uklare elementer til at vinde indflydelse, uden at masserne gennemskuer deres utilstrækkelighed. Tilpasningen af de overleverede standpunkter er et forsøg på at vinde magten uden dens forudsætninger, ideernes omvæltning; den virker altså ved at opholde revolutionen i dens forløb. Den er desuden en illusion, idet kun de mest radikale ideer kan gribe masserne, når de træder ind i revolutionen, derimod kun de moderate, så længe revolutionen udebliver. En revolution er tillige en tid med dyb åndelig omvæltning af massernes ideer; den skaber betingelserne dertil og bliver igen betinget af disse; ledelsen i revolutionen tilfalder derfor det kommunistiske parti, gennem styrken i dets verdensomvæltende klare principper.

I modsætning til den stærke, skarpe fremhævelse af de nye principper (Sovjetsystem og diktatur), som adskiller kommunismen fra Socialdemokratiet, hælder opportunismen i III Internationale mest muligt til de fra II Internationale overleverede kampformer. Efter at den russiske revolution havde erstattet parlamentarismen med sovjetsystemet og bygget fagbevægelsen op på bedrifterne, var den første stræben i Vesteuropa at efterfølge dette eksempel. Tysklands Kommunistiske Parti boykottede valgene til Nationalforsamlingen og propaganderede for den øjeblikkelige eller lidt efter lidt organiserede udtræden af fagforbundene. Men da revolutionen i 1919 løb tilbage og stagnerede, indledte k.p.d.’s central en anden taktik, der gik ud på anerkendelse af parlamentarismen og støtte til de gamle fagforbund imod unionerne. Det vigtigste argument i denne forbindelse er, at det kommunistiske parti ikke bør miste ledelsen af de masser, der endnu tænker fuldstændig parlamentarisk, der bedst kan nås gennem valgkamp og parlamentstaler, og som gennem massiv indtræden i fagforbundene har fået deres medlemstal til at stige til 7 millioner. Den. nævnte grundtanke kommer i England til syne i BSP’s holdning: det vil ikke adskille sig fra “Labour Party”, til trods for at dette tilhører II Internationale, for ikke at miste kontakten med masserne i fagforbundene. Disse argumenter er skarpest formuleret og sammensat af vor ven Karl Radek, hvis skrift, “Verdensrevolutionens udvikling og det kommunistiske partis opgave”, forfattet i fangenskabet i Berlin, er at betragte som den kommunistiske opportunismes programskrift. Her bliver forklaret, at den proletariske revolution i Vesteuropa vil være en lang vedholdende proces, i hvilken kommunismen skal benytte alle propagandaens midler, i hvilken parlamentarisme og fagforbundsbevægelse vil blive proletariatets hovedvåben, og tillige, som nyt kampobjekt, den gradvise gennemførelse af bedriftskontrol.

I hvor vid udstrækning dette er rigtigt vil en undersøgelse af grundlaget, betingelserne og vanskelighederne for den proletariske revolution i Vesteuropa vise.

III

Gentagne gange er det blevet fremhævet, at revolutionen i Vesteuropa vil vare længe, fordi bourgeoisiet her er så meget mægtigere end i Rusland. Lad os analysere denne magts væsen! Ligger den i denne klasses større individantal? De proletariske masser er forholdsvis endnu større. Ligger den i bourgeoisiets beherskelse af hele det økonomiske liv? Uden tvivl var dette et af magtens stærke elementer; men dette herredømme svinder bort, og i Centraleuropa er økonomien fuldstændig bankerot. Ligger den endelig i bourgeoisiets rådighed over staten med alle dens magtmidler? Netop, dermed har det altid undertrykt masserne, og derfor var erobringen af statsmagten proletariatets første mål. Men i november 1918 faldt statsmagten dem magtesløst af hænde, statens magtmiddel var fuldstændigt lammet, masserne var herrer. Og dette til trods har bourgeoisiet atter kunnet opbygge denne statsmagt og på ny undertrykke arbejderne. Dette beviser, at bourgeoisiet endnu havde en anden skjult magtkilde for hånden, som var forblevet uantastet og som satte det i stand til, da alt syntes at være brudt sammen, på ny at genoprette dets herredømme. Denne skjulte magt er borgerskabets åndelige magt over proletariatet. Eftersom de proletariske masser endnu fuldstændig var behersket af en borgerlig tankegang, har de efter sammenbruddet med egne hænder genoprettet det borgerlige herredømme.

Denne tyske erfaring stiller os netop foran det store problem for revolutionen i Vesteuropa. I disse lande har den gamle borgerlige produktionsmåde og sammenhængende hermed mange århundreders højtudviklede borgerlige kultur fuldstændig sat sit præg på folkemassernes følelser og tanker. Dermed er folkemassernes åndelige og indre karakter her ganske anderledes end i de østlige lande, som ikke kendte dette herredømme af borgerlig kultur. Og deri ligger først og fremmest forskellen mellem revolutionens forløb i Østen og i Vesten. I England, Frankrig, Holland, Italien, Tyskland, Skandinavien levede der siden middelalderen et kraftigt borgerskab med småborgerlig og primitiv kapitalistisk produktion; idet feudalismen blev sønderslået, voksede der på landet en lige så kraftig, uafhængig bondestand frem, som også var herre i sin egen lille bedrift. På dette grundlag udfoldede det borgerlige åndsliv sig til en fast national kultur, frem for alt i kyststaterne England og Frankrig, der gik foran i den kapitalistiske udvikling. Kapitalismen i det 19. århundrede har med underkastelsen af hele økonomien under sin magt og med inddragelsen af de fjerneste bondegårde i sin verdensøkonomis kreds ophøjet, forfinet og med sine åndelige propagandamidler, presse, skole og kirke, banket denne nationale kultur ind i massernes hoveder, såvel de masser, den proletariserede og trak ind til byerne, som de, den lod blive på landet. Det gælder ikke blot for kapitalismens stamlande, men på lignende måde, om det end er i forskellige former, for Amerika og Australien, hvor europæerne grundlagde nye stater, og for de indtil da stagnerende stater i Centraleuropa: Tyskland, Østrig, Italien, hvor den nye kapitalistiske udvikling kunne hægte sig på en tilbagebleven, småborgerlig økonomi og småborgerlig kultur. Ganske andet materiale og andre traditioner forefandt kapitalismen, da den trængte ind i Europas østlige lande. Her, i Rusland, Polen, Ungarn, også i egnen øst for Elben, fandtes ingen stærk borgerlig klasse, der fra gammel tid beherskede åndslivet; de primitive agrare forhold med storgodser, patriarkalsk feudalisme og landsbykommunisme bestemte åndslivet. Her stod masserne derfor mere primitive, enkle, åbne, modtagelige som hvidt papir over for kommunismen. Vesteuropæiske socialdemokrater udtalte ofte hånligt deres forundring over, hvorledes de “uvidende” russere kunne være forkæmpere for arbejdets nye verden. Over for den udtrykte en engelsk delegeret på den kommunistiske konference i Amsterdam forskellen ganske rigtigt: Russerne kan have været mere uvidende, men de engelske arbejdere er så propfulde af fordomme, at kommunismens propaganda falder vanskeligere blandt dem. Disse “fordomme” er blot den første udvendige side af den borgerlige tænkemåde, som opfylder det engelske og hele det vesteuropæisk-amerikanske proletariats masser.

Hele indholdet af denne tænkemåde, som står i modsætning til den proletarisk-kommunistiske verdensanskuelse, er så mangesidig og indviklet, at den vanskeligt kan sammenfattes i få sætninger. Dens første træk er individualismen, som stammer fra de tidligere småborgerlig-landlige arbejdsformer og kun langsomt viger for den nye proletariske fællesskabsfølelse og den nødvendige frivillige disciplin – i de angelsaksiske lande er disse træk ved bourgeoisiet og proletariatet vel stærkest udpræget. Udsynet er begrænset til arbejdsstedet og omfatter ikke det samfundsmæssige hele; fanget i arbejdsdelingens princip ser man også “politikken”, hele samfundets ledelse, ikke som enhvers eget anliggende, men som et – monopol for det herskende lag, som et særligt fag for særlige fagfolk, politikerne. Den borgerlige kultur er gennem en århundredlang brug af åndelig og materiel natur, gennem litteratur og kunst, blevet fast indplantet i de proletariske masser og skaber en følelse af national samhørighed – dybere rodfæstet i underbevidstheden, end det synes efter ydre ligegyldighed eller udvendig internationalisme – som kan ytre sig i en national klassesolidaritet og vanskeliggøre den internationale aktion.

Den borgerlige kultur lever i proletariatet først og fremmest som åndelig tradition. De deri fangne masser tænker i ideologier i stedet for i realiteter; borgerlig tænkning har altid været ideologisk. Men denne ideologi og tradition er ikke ensartet; fra tidligere århundreders utallige klassekampe er de åndelige reflekser overleveret, som politiske og religiøse tankesystemer, som deler den gamle borgerlige verden og derfor også de derfra stammende proletarer i efter deres ideologiske anskuelser adskilte grupper, kirker, sekter, partier. Således består den borgerlige fortid i proletariatet for det andet som organisatorisk tradition, der står i vejen for den klassens enhed, der hører til den nye verden; i disse overleverede organisationer danner arbejderne bagtroppen og hærfølgen til en borgerlig fortrop. De umiddelbare førere i disse ideologiske kampe udskiller intelligensen. Intelligensen – de gejstlige, lærere, litterater, journalister, kunstnere, politikere – danner en talrig klasse, hvis opgave det er at pleje, udbygge og udbrede den borgerlige kultur; den overbringer masserne denne kultur og spiller formidleren mellem kapitalherredømme og masseinteresser. I sit åndelige førerskab over masserne ligger kapitalherredømmet forankret. Thi når de undertrykte masser endog ofte gjorde oprør mod kapitalen og dens organer, så skete det kun under disse føreres ledelse; og det faste sammenhold og den disciplin, som er vundet i denne fælles kamp. viser sig herefter, når disse førere åbent går over på den kapitalistiske side, som systemets stærkeste støtte. Således viser sig de nedgående borgerlige lags kristelige ideologi, der som udtryk for sin kamp mod den moderne kapitalistiske stat var blevet en levende kraft, senere ofte yderst værdifuld som reaktionært, statsbevarende regeringssystem (således katolicismen i Tyskland efter kulturkampen). Lignende gælder for socialdemokratiet, trods det i teoretisk henseende har udrettet meget værdifuldt, i den tidssvarende tilintetgørelse og udryddelse af gamle ideologier i den fremvoksende arbejderklasse. Det lod derved de proletariske massers åndelige afhængighed af politiske og andre førere bestå, hvilke masserne som specialister overlod ledelsen af alle store almene klasseanliggender, i stedet for at tage dem i sine egne hænder. Det faste sammenhold og den disciplin, der dannedes i et halvt århundredes ofte skarpe klassekamp, har ikke undergravet kapitalismen, thi det betød en organisationens og førerskabets magt over masserne, som i august 1914 og i november 1918 gjorde disse masser til magtesløse redskaber for bourgeoisiet, imperialismen og reaktionen. Den borgerlige fortids åndelige magt over proletariatet betyder i mange af Vesteuropas lande (således i Tyskland og Holland) en spaltning af proletariatet i ideologisk adskilte grupper, som forhindrer klasseenheden. Socialdemokratiet havde oprindeligt villet virkeliggøre denne klasseenhed, men – delvis gennem dets opportunistiske taktik, der satte den ren-politiske politik i stedet for klassepolitikken – uden succes: det har blot forøget gruppernes antal med en.

Den borgerlige ideologis herredømme over masserne kan ikke forhindre, at denne traditions magt, i krisetider, der bringer masserne til fortvivlelse og aktion, midlertidigt trænges tilbage som i november 1918 i Tyskland. Men da træder ideologien på ny frem og bliver årsagen til, at den midlertidige sejr atter går tabt. Ved det tyske eksempel viser sig de konkrete kræfter, som vi her sammenfatter som de borgerlige anskuelsers herredømme: ærefrygten for abstrakte paroler som “demokrati”; magten hos gamle tankevaner og programpunkter, som socialismens virkeliggørelse gennem parlamentariske førere og en socialistisk regering; mangel på proletarisk selvtillid, hvilket erkendes i indflydelsen fra den uhyre slamstrøm af løgnagtige efterretninger om Rusland; manglende tiltro til egen kraft; men frem for alt tilliden til partiet, organisationen, førerne, som i mange årtier, har været legemliggørelsen af massernes kamp, deres revolutionsmål, deres idealisme. Den vældige åndelige, moralske og materielle magt i organisationerne, disse enorme maskiner, som selv var skabt af masserne i flittigt .årelangt arbejde, som legemliggjorde kampformernes tradition i en periode, i hvilken arbejderbevægelsen var et led i den fremstigende kapitalisme, undertrykte nu alle revolutionære tendenser, som på ny flammede op i masserne.

Dette tilfælde vil ikke blive det eneste. Modsætningen mellem den åndelige umodenhed grundet den borgerlige traditions magt i proletariatet og kapitalismens hurtige økonomiske sammenbrud – ingen tilfældig modsætning, da proletariatet i en blomstrende kapitalisme ikke kan erhverve den åndelige modenhed til herredømme og frihed – kan kun løses gennem den revolutionære udviklingsproces, i den spontane opstand og erobring af magten afvekslende mod tilbageslag. Det gør et forløb af revolutionen, i hvilket proletariatet i lang tid stadig forgæves med alle gamle og nye kampmidler stormer mod kapital-borgen, indtil den til slut og da endegyldigt bliver erobret, lidet sandsynligt, Og dermed falder også den langvarige, kunstige belejrings taktik, som bliver fremlagt i Radeks udredninger. Taktikkens problem er ikke, at erobre magten så hurtigt som muligt, når den først blot kan være en skinmagt – den vil tidligt nok tilfalde kommunisterne – men hvorledes man i proletariatet skal udbygge grundlagene for klassens blivende magt. Ingen “beslutsom minoritet” kan løse de problemer, som vil kunne løses gennem hele klassens aktivitet; og når befolkningen tilsyneladende ligeglad lader en sådan magterobring gå hen over hovedet på sig, så danner den dog ikke en virkelig passiv masse, men er derimod, for så vidt den ikke er vundet for kommunismen, hvert øjeblik i stand til at kaste sig over revolutionen som reaktionens aktive hærfølge. En “koalition med galgen ved sin side” ville også blot være en nødtørftig tildækning af et sådant uholdbart partidiktatur. Når proletariatet i en voldsom opstand tilintetgør bourgeoisiets bankerotte herredømme og dets klareste fortrop, det kommunistiske parti, overtager den politiske ledelse, da har det kun en opgave, at anvende alle midler til at fjerne årsagen til proletariatets svaghed og øge dets kraft, for at det i højest mulig grad er fremtidens revolutionære kampe voksent. Da gælder det om at bringe masserne selv til den højeste aktivitet, at drive deres initiativ frem, at hæve deres selvtillid, så at de selv tager sigte på de opgaver, der bliver lagt i deres hånd, thi kun således kan disse løses. Endvidere er det nødvendigt at bryde de overleverede organisationsformers og de gamle føreres overvægt – altså i intet tilfælde danne en regeringsduelig koalition med dem, som kun kan svække proletariatet –, at udbygge de nye former, at fæstne massernes materielle magt; kun derigennem vil det være muligt at nyorganisere produktionen, ligesom forsvaret mod kapitalismens angreb udefra, og det er den første betingelse for at forhindre kontrarevolutionen.

Den magt, som bourgeoisiet i den nuværende periode endnu besidder, er proletariatets åndelige afhængighed og uselvstændighed. Revolutionens udvikling er processen med proletariatets egen befrielse fra denne afhængighed, fra forgangne tiders tradition – hvilket kun er muligt gennem egen kamperfaring. Hvor kapitalismen allerede er gammel og arbejdernes kamp mod den derfor også allerede omfatter nogle generationer, måtte proletariatet i hver periode opbygge metoder, former og hjælpemidler for kampen, tilpasset kapitalismens foreliggende udviklingstrin. Disse sås snart ikke mere i deres virkelighed, som tidsmæssigt begrænsede nødvendigheder, men som blivende, absolut gode, ideologisk til skyerne hævede former, der var overvurderet og derfor senere blev til lænker for udviklingen, som måtte sprænges. Mens klassen er i færd med en stadigt hurtigere omvæltning og udvikling, bliver førerne stående på et bestemt trin, som eksponenter for en bestemt fase, og deres mægtige indflydelse kan hæmme bevægelsen; aktionsformer bliver til dogmer og organisationer bliver hævet til mål i sig selv, hvorved en ny orientering og tilpasning til nye kampbetingelser bliver vanskeliggjort. Det gælder også endnu; ethvert udviklingstrin i klassekampen må overvinde forrige trins tradition for klart at kunne erkende og løse sine egne opgaver – kun at udviklingen nu foregår i meget hurtigere tempo. Således vokser revolutionen i den indre kamps proces. Ud af proletariatet selv vokser de modsætninger, som den skal overvinde. Idet den overvinder dem, overvinder proletariatet sin egen begrænsning og vokser op til kommunismen.

IV

Parlamentarismen og fagbevægelsen var de to hovedkampformer i II Internationales tidsalder.

Den første internationale arbejderassociation har på sine kongresser lagt grundlaget for denne taktik, idet den (i overensstemmelse med den marxske lære om samfundet) over for de primitive anskuelser fra førkapitalistisk småborgerlig tid fastsatte den proletariske klassekamps karakter som uafbrudt kamp mod kapitalismen for proletariatets livsbetingelser lige til erobringen af den politiske magt. Da den borgerlige revolutions og de bevæbnede opstandes tidsalder var afsluttet, kunne denne politiske kamp kun føres inden for rammerne af de gamle eller nyopståede nationalstater, den faglige kamp ofte i endnu snævrere rammer. Derfor måtte I Internationale falde fra hinanden; og kampen for den nye taktik, der ikke af sig selv kunne føres igennem, sprængte den, mens de gamle anskuelsers og kampmetoders tradition forblev levende i anarkismen. Som arv efterlod I Internationale den nye taktik til dem, som måtte gennemføre den i praksis, de overalt opstående socialdemokratiske partier med fagforeningerne. Da II Internationale opstod af disse som en løs føderation, måtte de ganske vist endnu i anarkismen tage stilling til traditionen; men I Internationales arv dannede allerede deres selvfølgelige taktiske grundlag. Enhver kommunist kender i dag grundene til at disse kampmetoder i sin tid var nødvendige og nyttige. Når arbejderklassen fremstod med kapitalismen, er den endnu ikke i stand til og kan ikke engang gribe de tanker, skabe de organer, gennem hvilke den kunne beherske og regere samfundet. Den må først finde sig åndeligt tilrette og lære at begribe kapitalismen og dens klasseherredømme. Dens fortrop, det socialdemokratiske parti, må gennem sin propaganda afsløre regeringens væsen og gennem opstillingen af klassens krav vise masserne deres mål. Til dette var det nødvendigt, at dets ordførere trængte ind i parlamenterne, bourgeoisiherredømmets centre, oplod deres stemme der og tog del i de politiske partikampe.

Anderledes bliver det, når proletariatets kamp træder ind i et revolutionært stadium. Vi taler her ikke om spørgsmålet, hvorfor parlamentarismen er uanvendelig som massernes egen regering og må vige for sovjetsystemet, men om benyttelsen af parlamentarismen som kampmiddel for proletariatet. Som et sådant er parlamentarismen den typiske form for kamp ved hjælp af førere, hvorved masserne selv spiller en underordnet rolle. Dets praksis består i, at delegerede, enkelte personer, fører den væsentlige kamp; dette må derfor hos masserne vække den illusion, at andre kan føre kampen for dem. Tidligere troede man på, at førerne i parlamentet kunne opnå vigtige reformer for arbejderne; eller sågar optrådte den illusion, at parlamentarikerne gennem lovbeslutninger kunne gennemføre omvæltningen til socialismen. I dag, hvor parlamentarismen optræder mere beskedent, hører man det argument, at de delegerede i parlamentet kan udrette store ting for kommunismens propaganda. (1) Hovedvægten falder derved altid på førerne, og det er naturligvis derved, at fagfolk bestemmer politikken – også selv om det er i kongresdiskussionernes og resolutionernes demokratiske forklædning –; socialdemokratiets historie er en kæde af forgæves anstrengelser for at lade medlemmerne selv bestemme dets politik. Hvor proletariatet kæmper parlamentarisk, er alt dette uundgåeligt, så længe masserne endnu ikke har skabt nogen organer for egen aktion, altså, hvor revolutionen endnu skal komme. Så snart masserne selv kan optræde, handle og derved bestemme, slår parlamentarismens skavanker igennem.

Taktikkens problem er – vi påpegede det ovenfor – hvorledes man i den proletariske masse skal udrydde den traditionelle borgerlige tænkemåde, som lammer dens kraft; alt, hvad der styrker de overleverede anskuelser, er af det onde. Den sejeste og fasteste del af denne tænkemåde er dens uselvstændighed over for førerne, som den overlader beslutningen i generelle spørgsmål, ledelsen af klasseanliggender. Parlamentarismen har den uundgåelige tendens at hæmme massernes egen til revolutionen nødvendige aktivitet. Om der end bliver holdt smukke taler for at vække den revolutionære dåd så udspringer den revolutionære handlen ikke af sådanne ord, men derimod af den hårde, tunge nødvendighed, når der ikke gives andet valg.

Revolutionen kræver også endnu noget mere end den massive kampaktion, som styrter et regeringssystem, og om hvilken vi ved, at den ikke er beordret af førere, men kun kan springe frem af massernes dybe trang. Revolutionen kræver, at de store spørgsmål angående den samfundsmæssige rekonstruktion bliver taget op, at vanskelige beslutninger bliver truffet, at hele proletariatet bliver bragt i skabende bevægelse – og det er kun muligt, når først fortroppen, derpå en stadigt større masse, tager dem i egen hånd, selv erkender sig ansvarlig derfor, søger, propaganderer, stræber, forsøger, tænker efter, vejer, vover og gennemfører. Men dette er altsammen vanskeligt og møjsommeligt; så længe arbejderklassen derfor tror at se en lettere vej, hvor andre handler for den – fører agitation fra en høj tribune, træffer beslutninger, giver signal til aktionerne, laver love – så længe vil den tøve og på grund af de gamle tankevaner og de gamle svagheder forblive passiv.

Mens parlamentarismens betydning på den ene side styrker førernes overvægt over masserne, altså virker kontrarevolutionær, har den på den anden side en tendens til selv at fordærve disse førere. Når personlig dygtighed må erstatte hvad der mangler i aktiv massekraft, optræder der et småligt diplomati; partiet må, omend det kan være gået ind med andre hensigter, søge at erhverve sig en legal grund, en parlamentarisk magtstilling; således bliver endelig forholdet mellem mål og middel vendt om, og parlamentarismen tjener ikke som middel til kommunismen, men kommunismen står som hverveslogan i den parlamentariske politiks tjeneste. Dermed får imidlertid også det kommunistiske parti selv en anden karakter. Fra at være fortroppen, som bag sig samler hele klassen til revolutionær handlen, bliver det til et parlamentarisk parti, med samme legale position som de andre, som ligeledes skændes med de andre, en ny udgave af det gamle socialdemokrati med nye radikale paroler. Mens der i sit inderste væsen ikke består nogen forskel mellem den revolutionære arbejderklasse og det kommunistiske parti, og ingen modsætning er tænkelig, eftersom partiet så at sige legemliggør proletariatets sammenfattede klareste klassebevidsthed og dets voksende enhed, så sønderbryder parlamentarismen denne enhed og skaber muligheden for en sådan modsætning: i stedet for at sammenfatte klassen, bliver kommunismen et nyt parti med egne partiførere, der føjer sig til de andre partier og således foreviger proletariatets politiske spaltning; og de tilfælde vil forekomme, hvor partiet stræber efter magt, gennem indrømmelser, kompromisser og andre midler, som skader klassens magt og beslutsomhed. Alle disse tendenser vil uden tvivl atter stoppe på grund af økonomiens revolutionære udvikling; men også de første ansatser kan kun være skadelige for den revolutionære bevægelse, idet de hæmmer den åndelige udvikling til den klare klassebevidsthed; og hvor den økonomiske situation for en tid løber tilbage i kontrarevolutionær retning, vil denne politik bane vejen for revolutionens afledning i reaktionens farvand.

Det store, virkeligt kommunistiske i den russiske revolution, ligger frem for alt i, at den har vækket massernes egen aktivitet og opflammede en psykisk og fysisk energi i dem, som satte dem i stand til at bygge og bære det nye samfund. Denne massernes opvågnen til en sådan kraftbevidsthed og til en sådan kraft sker ikke på engang, men derimod i etaper; en etape på denne vej mod selvstændighed og selvbefrielse er afvisningen af parlamentarismen. Da det nyopståede Kommunistische Partei Deutschlands (k.p.d.) i december 1918 besluttede boykot af nationalforsamlingen, udsprang dette ikke af den umodne illusion om en let, hurtig sejr, men af behovet for at befri sig for den åndelige afhængighed af parlamentsrepræsentanter – nødvendig som reaktion mod den socialdemokratiske tradition – da man nu for sig så vejen til egen aktion i rådssystemets opbygning. Ganske vist har den ene halvdel af de dengang forenede, de der blev i k.p.d., efter revolutionens tilbagestrømning, atter adopteret parlamentarismen – og med hvilke følger vil det snart vise sig, og har delvist allerede vist sig. Også i andre lande er meningerne blandt kommunisterne delte, og mange grupper vil selv før revolutionens udbrud ikke anvende parlamentarismen. Således bliver i den kommende tid den indre strid om parlamentarismen som kampmetode antagelig et af taktikkens hovedstridspunkter indenfor III Internationale.

Ganske vist er alle enige i, at den kun danner et underordnet punkt i vores taktik. II Internationale kunne udvikle sig så langt, så den havde fremhævet og klarlagt den nye taktiks kernepunkt: Proletariatet kan kun besejre imperialismen med masseaktionens våben. Selv kunne den ikke mere anvende det. Den måtte gå til grunde, da verdenskrigen stillede den revolutionære klassekamp på en international basis. Den forrige internationales resultat var den nye internationales selvfølgelige grundlag; proletariatets masseaktioner indtil massestrejken og borgerkrigen danner den fælles taktiske grund for kommunisterne. I den parlamentariske aktion er proletariatet nationalt delt, og en virkelig international optræden er ikke mulig; i masseaktionerne mod den internationale kapital falder de nationale skel bort, og enhver bevægelse, til hvilke lande den end vil udbrede eller begrænse sig, er del af en samlet verdenskamp.

V

Ligesom parlamentarismen legemliggør førernes åndelige magt, således legemliggør fagforeningsbevægelsen førernes materielle magt over arbejdermasserne. Fagforeningerne udgør under kapitalismen de naturlige organisationer for proletariatets sammenslutning; og som sådanne har Marx allerede i den tidligste tid fremhævet deres betydning. I den udviklede kapitalisme og endnu mere i den imperialistiske tidsalder er disse fagforeninger stadig mere blevet til uhyre forbund, som udviser den samme udviklingstendens som i ældre tid de borgerlige statslegemer selv. I disse er der opstået en klasse af funktionærer, et bureaukrati, som råder over alle organisationens magtmidler: pengemidlerne, pressen, udnævnelsen af lavere funktionærer; ofte har de endnu videregående magtbeføjelser, så at de fra at være helhedens tjenere er blevet til dens herrer og identificerer sig selv med organisationen. Og også deri stemmer fagforeningerne overens med staten og dens bureaukrati, at medlemmerne, til trods for det deri herskende demokrati, ikke er i stand til at sætte deres vilje igennem imod bureaukratiet; på det kunstfærdigt opbyggede apparat af forretningsordener og statutter brydes ethvert oprør, før det kan ryste de højeste regioner. Kun ved sej udholdenhed lykkes det undertiden en opposition efter års forløb at opnå en mådelig succes, der for det meste blot afstedkommer et personskifte. I de sidste år, før krigen og efter, kom det derfor – i England, Tyskland, Amerika – oftere til opstand blandt medlemmerne, som strejkede på egen hånd, mod førernes vilje eller selve forbundets beslutninger. At dette forekommer som noget naturligt og bliver optaget som sådant, udtrykker allerede, at organisationen ikke er medlemmernes helhed, men derimod synes fremmed for dem; at arbejderne ikke bestemmer over deres forbund, men det derimod står over dem som en ydre magt, mod hvilken de kan gøre oprør, skønt denne magt dog nedstammer fra dem selv – altså igen i lighed med staten. Når derpå revolten har lagt sig, så genetablerer det gamle herredømme sig; trods hadet og den magtesløse forbitrelse blandt masserne ved det at hævde sig, fordi det støtter sig på disse massers apati og manglen på klar indsigt og fælles, udholdende vilje, og fordi det bæres af fagforeningernes indre nødvendighed som arbejdernes eneste middel, gennem sammenslutningen at finde styrke mod kapitalen.

Kæmpende mod kapitalen, mod kapitalens forarmende absolutistiske tendenser, begrænsende dem og derved muliggørende arbejderklassens eksistens, således opfyldte fagforeningsbevægelsen sin rolle under kapitalismen og var derved selv et led i det kapitalistiske samfund. Men først med revolutionens indtræden, da proletariatet fra at være et led i det kapitalistiske samfund bliver til dette samfunds tilintetgører, træder fagforeningen i modsætning til proletariatet. Den bliver legal, åbent statsstøttet og statsligt anerkendt, den opstiller som sin parole “økonomiens opbygning før revolutionen”, altså kapitalismens opretholdelse. I Tyskland strømmer nu mange millioner proletarer, som hidtil ikke vovede det åbent på grund af terrorisme fra oven, ind i dem i en blanding af frygtsomhed og begyndende kampstemning. Fagforbundene, der omfatter næsten hele arbejderklassen, har nu endnu større slægtskab med et statsvæsen. Fagforeningsfunktionærerne kommer ikke alene overens med det statslige bureaukrati om, at de gennem deres magt skal holde arbejderklassen nede til gunst for kapitalen, men også om, at deres “politik”' stadig mere skal gå ud på, at bedrage masserne med de demagogiske midler og at vinde dem for deres overenskomst med kapitalisterne. Og også metoden skifter med forholdene: rå og brutal i Tyskland, hvor fagforeningslederne med magt og snedigt bedrag har skaffet arbejderne akkordarbejdet og den forlængede arbejdstid på halsen; med raffineret snuhed i England, hvor dette funktionærbureaukrati – ligesom regeringen – giver sig udseende af modvilligt at lade sig skubbe frem af arbejderne, mens de i virkeligheden saboterer arbejdernes krav.

Hvad Marx og Lenin har fremhævet angående staten: at dens organisation, trods det formelle demokrati, gør det umuligt, at gøre den til et instrument for den proletariske revolution, må derfor også gælde for fagforeningsorganisationerne. Deres kontrarevolutionære magt kan ikke tilintetgøres eller svækkes ved et personskifte, ved at erstatte reaktionære førere med radikale eller “revolutionære”. Det er organisationsformen, der gør masserne så godt som magtesløse og derved hindrer dem i at gøre fagforeningerne til organ for deres vilje. Revolutionen kan kun sejre, idet den tilintetgør denne organisation, dvs. omvælter organisationsformen så fuldstændigt, at den bliver til noget ganske andet. Sovjetsystemet, opbygningen indefra, er i stand til at oprykke med rode og afskaffe ikke blot det statslige, men også fagforeningsbureaukratiet; det vil ikke blot udgøre proletariatets nye politiske organer over for parlamentet, men også grundlaget for de nye fagforeninger. I partistridighederne i Tyskland bliver der gjort nar, som om en organisationsform skulle kunne være revolutionær, da det dog kun kommer an på det revolutionære sindelag hos de mennesker der er medlemmer. Men når revolutionens vigtigste indhold består i, at masserne selv tager sine anliggender – samfundets og produktionens ledelse – i egne hænder, da er enhver organisationsform kontrarevolutionær og skadelig, som ikke tillader masserne selv at herske og lede; derfor skal den erstattes af en anden form, som netop er revolutionær, fordi den lader arbejderne selv aktivt bestemme over alt. Dette skal ikke betyde, at denne form først skal skabes og gennemføres i en endnu passiv arbejderklasse, og at arbejdernes revolutionære bevidsthed derefter skulle kunne tage denne form i brug. Denne nye organisationsform kan selv kun skabes i revolutionens proces af de revolutionært optrædende arbejdere. Men erkendelsen af de nutidige organisationsformers betydning bestemmer den stilling, som kommunisterne nu skal indtage til de forsøg, der allerede nu optræder, på at svække eller at sprænge denne form.

I de syndikalistiske og endnu mere i den “industrielle” fagforeningsbevægelse fremtrådte allerede bestræbelser for at holde det bureaukratiske apparat så lille som muligt og at søge al kraft i massernes aktivitet. Derfor har kommunisterne for det meste udtalt sig for understøttelse af disse organisationer imod de centrale forbund. Så længe kapitalismen står oprejst, kan disse nydannelser ganske vist ikke i vinde noget stort omfang – betydningen af det amerikanske i.w.w. er udsprunget af den særlige omstændighed, der består i et talrigt uuddannet proletariat med den mest fremmede oprindelse uden for de gamle forbund. Endnu nærmere beslægtet med sovjetsystemet er bevægelsen i England med Shop-Committees og Shop-Stewards, som er massernes organer, skabt i den praktiske kamp over for bureaukratiet. Endnu mere bevidst dannet efter sovjetideen, men svage på grund af revolutionens stagnation, er “Unionerne” i Tyskland. Enhver nydannelse af en sådan art, som svækker de centraliserede forbund og deres indre fasthed, rydder en hindring for revolutionen af vejen og svækker fagforeningsbureaukratiets kontrarevolutionære magt. Ganske vist kunne det være en tillokkende idé at sammenfatte alle oppositionelle og revolutionære kræfter inden for disse forbund, for at de til sidst som majoritet kunne erobre og omvælte denne organisation. Men for det første er dette en illusion – ligesom den beslægtede idé, at erobre socialdemokratiet – da bureaukratiet udmærket ved, hvorledes det skal ordne en opposition, før den bliver for farlig. Og for det andet forløber revolutionen nu engang ikke efter et jævnt program, men elementare udbrud af lidenskabeligt aktive grupper spiller altid en særlig rolle deri som fremaddrivende kraft. Skulle kommunister imidlertid, af opportunistiske hensyn til øjeblikssucces, sætte sig imod sådanne bestræbelser til gunst for centralforbundene, så ville de forstærke de hindringer, som senere så meget mægtigere vil stille sig i vejen for dem.

Dannelsen af arbejdernes egne magt- og aktionsorganer, sovjetterne, gennem arbejderne selv, betyder allerede statens undergravning og opløsning. Fagforeningen vil, som en meget yngre, moderne, selvskabt organisationsform holde sig meget længere, da den slog rødder i en frisk tradition af selvoplevede forhold og derfor endnu hævder en plads i proletariatets anskuelsesverden, når det allerede har aflagt de statsligt-demokratiske illusioner. Men eftersom fagforeningerne er udsprunget af proletariatet selv, som produkt af dets egen skaben, vil de fleste nydannelser her vise sig som forsøg på hver gang at tilpasse dem nye forhold; her vil, følgende revolutionens proces, efter sovjetternes mønster, nye former for dets kamp og dets organisation opbygget i stadig omdannelse og udvikling.

VI

Den forestilling, at den proletariske revolution i Vesteuropa skulle være at sammenligne med en ordnet belejring af den kapitalistiske fæstning, under hvilken proletariatet, gennem det kommunistiske parti sammenfattet i en velorganiseret armé, ved hjælp af sine gamle og prøvede metoder angriber i gentagne stormangreb, lige til fjenden overgiver sig, medens det samtidig skridt for skridt erobrer bedriftskontrollen, er en nyreformistisk forestilling, som ganske klart ikke modsvarer de gamle kapitalistiske landes kampbetingelser. Der kan da forekomme revolutioner og magterobringer, som atter går tabt; bourgeoisiet vil kunne tilbageerobre magten, men derved ryste økonomien endnu mere håbløst i sin grundvold; der kan optræde politiske mellemformer, som gennem deres mangel på kraft blot vil forlænge kaos. Revolutionens proces består først i en befrielse fra de gamle betingelser, som må være til stede i ethvert samfund, fordi først de muliggør den samfundsmæssige samlede proces i produktionen og det sociale liv, og gennem den lange historiske praksis har fået den faste kraft i spontane sæder og sædelige normer (pligtfølelse, flid, disciplin). Deres forfald er et nødvendigt ledsagefænomen til kapitalismens opløsning, mens samtidig de nye bindinger, som hører til den kommunistiske nyorganisering af arbejdet og samfundet – hvis opståen vi så i Rusland – endnu ikke er kraftige nok. Dermed bliver en tid med socialt og politisk kaos som overgangstid uundgåelig. Hvor proletariatet hurtigt erobrer herredømmet og forstår at beholde det i et fast greb, som i Rusland, kan overgangstiden blive kort og hurtigt afsluttet gennem den positive opbygning. Men i Vesteuropa vil nedbrydningsprocessen være meget mere langvarig. I Tyskland ser vi arbejderklassen opspaltet i grupper, i hvilke denne udvikling er skredet vidt forskelligt fremad, og som derfor endnu ikke kan komme til aktiv enhed. Symptomerne i de sidste revolutionsbevægelser viser hen mod, at hele riget, som Centraleuropa overhovedet, opløser sig, at folkemasserne falder fra hinanden alt efter lag og regioner, af hvilke enhver først går til værks på egen hånd, hér forstår at bevæbne sig og mere eller mindre trække den politiske magt til sig, dér lammer den borgerlige magt gennem strejkebevægelser, dér isolerer sig som en bonderepublik, et andet sted bliver til støttepunkt for hvide garder eller sprænger de feudale rester i elementare agrariske revolter – ødelæggelsen af kræfterne må åbenbart først være grundig, før der kan være tale om en virkelig opbygning af kommunismen. Det kommunistiske partis opgave kan derfor ikke være, at docere denne omvæltning mekanisk og anstille forgæves forsøg på at tvinge den ind i en spændetrøje af overleverede former, men derimod overalt at understøtte den proletariske bevægelses kræfter, sammenfatte de spontane aktioner, give dem bevidstheden om deres sammenhæng i den store ramme, for derigennem at forberede forenelsen af de splittede aktioner og således stille sig i spidsen for den samlede bevægelse.

Den første fase i kapitalismens opløsning, ligesom dens indledning, ser vi i Ententelandene, hvor dens herredømme endnu ikke er rystet, som en uophørlig tilbagegang for produktionen og valutaen, en overhåndtagen af strejker og en stærk arbejdsulyst hos proletariatet. Den anden fase, kontrarevolutionens tid, dvs. borgerskabets politiske herredømme i revolutionens tidsalder, betyder det fuldstændige økonomiske sammenbrud; vi kan bedst studere det i Tyskland og i det øvrige Centraleuropa. Hvis der straks efter den politiske omvæltning var fremtrådt et kommunistisk system, så havde de dér, endog på trods af fredstraktaterne fra Versailles og St. Germain, trods udmattelse og fattigdom, kunnet påbegynde en organiseret opbygning. Men Ebert-Noske tænkte lige så lidt som Renner-Bauer på den organiserede opbygning: de lod bourgeoisiet få frie hænder og så det kun som deres opgave at holde proletariatet nede. Bourgeoisiet handlede, dvs. enhver kapitalist handlede, som det passer til hans natur som bourgeois; enhver havde blot denne ene tanke, at skaffe mest mulig profit, for sig personligt at redde ud af sammenbruddet, hvad der var at redde. Der blev ganske vist i aviser og manifester talt om nødvendigheden af at genopbygge det økonomiske liv gennem ordnet arbejde, men det var blot møntet på arbejderne, for, trods deres udmattelse, at forklæde den hårde tvang til det mest intensive arbejde med smukke fraser. I virkeligheden bekymrede ingen enkelt bourgeois sig naturligvis om den økonomiske opbygning som folkets fælles interesse, men derimod kun om sin personlige gevinst. Først blev handelen atter, som i urtiden, det vigtigste middel til berigelse; valutaens sænkning gav anledning til at sælge alt i udlandet – råstoffer, levnedsmidler, produkter, produktionsmidler – hvad der ville have været nødvendigt for den økonomiske opbygning eller massernes blotte eksistens, og videre fabrikkerne selv og al ejendom. Svindelen behersker alle borgerlige lag understøttet af en tøjlesløs korruption hos bureaukratiet. Således blev alt, hvad der var tilbage af den gamle besiddelse og ikke måtte afhændes som krigsskadeserstatning, overført fra “produktionens ledere” til udlandet. Og på samme måde optrådte på produktionens område den private profitsøgen, som gennem sin fuldstændige ligegyldighed over for det fælles vel afkræfter det økonomiske liv. For at kunne påtvinge proletarerne akkordarbejde og forlænget arbejdstid eller for at blive fri for de oprørske elementer blandt dem, blev de spærret ude og fabrikkerne lagt stille, uden bekymring for den stagnation, som derved opstod i den øvrige industri. Dertil kom udueligheden hos statsbedrifternes bureaukratiske ledere, som blev til fuldstændigt driveri, da man manglede regeringens stærke hånd fra oven. Indskrænkning af produktionen, det gamle primitive middel til højnelse af priserne, men ifølge konkurrencen uigennemførlig under en blomstrende kapitalisme, kom atter til ære. I børsefterretningerne synes kapitalismen atter at blomstre op, men de høje dividender er et forbrug af den sidste besiddelse og bliver selv svirret op i luksus. Hvad, vi har set i Tyskland i det sidste år, er ikke noget påfaldende, men derimod virkningen af bourgeoisiets almene karakter som klasse. Dets eneste mål er og var altid den personlige profit, i den normale kapitalisme holder denne drift produktionen i gang, i den forgående kapitalisme bevirker den økonomiens totale tilintetgørelse. Og derfor vil det gå den samme vej med andre lande; er produktionen en gang ødelagt til en vis grad, og er valutaen sunket stærkt, da vil, hvis bourgeoisiets private griskhed får fri bane – og det er betydningen af bourgeoisiets politiske herredømme under et hvilket som helst ikke-kommunistisk partis maske – resultatet også være økonomiens totale undergang.

Den nye opbygnings vanskeligheder er, allerede før det vesteuropæiske proletariat under sådanne omstændigheder ser sig stillet over for disse, uhyre meget større end de var i Rusland – den påfølgende ødelæggelse af de industrielle produktivkræfter ved Koltjak og Denikin giver en svag anelse derom. Denne nye opbygning kan ikke vente til en ny politisk ordning er oprettet, den må være påbegyndt allerede i revolutionens proces, idet der overalt, hvor proletariatet griber magten, straks bliver gennemført en ordning af produktionen, og bourgeoisiets magt til at råde over livets materielle elementer bliver ophævet. Bedriftskontrollen kan anvendes til at overvåge varernes anvendelse i værkstederne; men det er klart, at dermed er ikke omfattet alle bourgeoisiets fællesskadelige svindlerier. Dertil behøves den fulde bevæbnede politiske magt og dens skarpeste håndhævelse. Hvor ågerkarlene hensynsløst forøder folkets gods uden hensyn til det fælles bedste, hvor den bevæbnede reaktion myrder og ødelægger i blinde, må proletariatet gribe hensynsløst ind og kæmpe for at beskytte fællesskabets vel, folkets liv.

Vanskelighederne ved nyorganiseringen af et totalt tilintetgjort samfund er så store, at de på forhånd synes uovervindelige, så at det også er absolut umuligt på forhånd at opstille et program for rekonstruktionen. Men de må overvindes, proletariatet vil overvinde dem gennem den grænseløse selvopofrelse og hengivelse, gennem sjælens og åndens uendelige kraft, gennem de uhyre psykiske og moralske energier, som revolutionen formår at vække i dets svækkede og forpinte legeme.

Et par spørgsmål burde måske antydningsvis undersøges. Spørgsmålet om de tekniske industrifunktionærer vil kun midlertidigt give vanskeligheder; til trods for at de tænker absolut borgerligt og står over for et proletarisk herredømme i dybeste fjendskab, vil de alligevel føje sig til sidst. Igangsætningen af transport og industri vil fremfor alt være et spørgsmål om tilførsel af råstoffer; og dette spørgsmål falder sammen med levnedsmiddelspørgsmålet. Levnedsmiddelspørgsmålet er kernespørgsmålet i de vesteuropæiske revolutioner, da den stærkt industrialiserede befolkning allerede under kapitalismen ikke kunne klare sig uden fremmed tilførsel. Men revolutionens levnedsmiddelspørgsmål er knyttet snævert sammen med hele det agrare spørgsmål, og principperne for en kommunistisk regulering af landbruget må allerede være under indflydelse af forholdsreglerne til at styre hungeren under revolutionen. Junkergodserne, den store jordbesiddelse, er moden til ekspropriation og kollektiv forvaltning; småbønderne bliver befriet fra al kapitalistisk udbytning og gennem understøttelse med alle midler af statshjælp og kooperation ledet ind på den mere intensive kulturs vej; middelbønderne, som f.eks. i Vest- og Sydvesttyskland besidder halvdelen af jorden, som tænker stærkt individualistisk, altså antikommunistisk, men indtager en endnu urokkelig økonomisk stilling, altså ikke skal eksproprieres, vil man gennem regulering af produktudvekslingen og krav til produktiviteten indføje i den samlede økonomiske proces – først kommunismen vil i landbruget indlede den udvikling til den højeste produktivitet og ophævelsen af den individuelle økonomi, som kapitalismen har bragt ind i industrien. Deraf følger, at arbejderne må anse godsbesidderne for en fjendtlig klasse, men landarbejderne og småbønderne som deres forbundne i revolutionen, mens de ikke har nogen anledning til at gøre middelbønderne til sine fjender, når disse også forud kan være fjendtligt sindede. Det betyder, at, så længe en udveksling af goder endnu ikke er reguleret – i den første kaotiske tid – kan en rekvirering af levnedsmidler hos disse bondelag kun finde sted som nødforholdsregel, som absolut uundgåelig udjævning af hungeren mellem by og land.. Kampen mod hungeren må frem for alt føres gennem indførslen udefra. Sovjetrusland vil med sine rige hjælpekilder af levnedsmidler og råstof være den vesteuropæiske revolutions redningsmand og forsørger. Derfor er frem for alt opretholdelsen og understøttelsen af Sovjetrusland den allerhøjeste og alleregentligste livsinteresse for den vesteuropæiske arbejderklasse.

Den nye opbygning af økonomien, så uhyre vanskelig den kan være, er ikke det første problem, som det kommunistiske parti må beskæftige sig med. Når de proletariske masser udfolder deres højeste åndelige og moralske kraft, vil de løse den. Det kommunistiske partis første opgave er at vække og understøtte denne kraft. Det må udrydde alle overleverede ideer, som gør proletariatet bange og usikkert, sætte ind mod alt, hvad der blandt arbejderne vækker illusioner om lettere veje og holder dem tilbage fra de radikaleste forholdsregler, energisk bekæmpe alle tendenser, der vil blive stående på halvvejen eller ved kompromisser. Og sådanne tendenser er der mange af.

VII

Overgangen fra kapitalismen til kommunismen vil ikke finde sted efter det enkle skema: erobring af den politiske magt, indførelse af rådssystemet, den private økonomis ophævelse, selvom dette også bliver den store udviklingslinje. Det ville kun være muligt, hvis man så at sige kunne bygge op i det tomme rum. Men af kapitalismen er opstået bedrifts- og organisationsformer, som har deres faste grund i massernes bevidsthed og først selv vil kunne omvæltes i en proces af politisk og økonomisk revolution. Af bedriftsformerne har vi allerede nævnt de agrare former, som gennemgår en særlig udvikling. I arbejderklassen er under kapitalismen opstået organisationsformer – forskellige i enkeltheder alt efter landene –, som udgør en stærk magt, som ikke straks kan fjernes, og som derfor vil spille en betydelig rolle i revolutionens forløb.

Det gælder i første række de politiske partier. Socialdemokratiets rolle i kapitalismens nutidige krise er tilstrækkelig bekendt, men snart udspillet i Centraleuropa. Også dets radikaleste dele (som u.s.p. i Tyskland) virker ikke kun skadelige derved, at de spalter proletariatet, men fremfor alt, fordi de gennem deres socialdemokratiske ideer – de politiske føreres herredømme, som gennem deres aktioner og forhandlinger lænker folkets formåen – atter og atter forvirrer masserne og holder dem tilbage fra aktionen. Og når et kommunistisk parti konstituerer sig som parlamentarisk parti, som i stedet for klassediktaturet vil virkeliggøre partiets diktatur, dvs. partiførernes diktatur, så kan det også blive til en hindring for udviklingen. Tysklands Kommunistiske Partis (k.p.d.) holdning under den revolutionære marts-bevægelse, da det erklærede, at proletariatet endnu ikke var modent til diktaturet, og at det derfor, hvis en “ren socialistisk regering” kom i stand, ville optræde over for denne som “loyal opposition”, altså holde proletariatet tilbage fra den skarpeste revolutionære kamp mod en sådan regering, har også allerede været genstand for kritik fra forskellige sider. (2)

En regering af socialistiske partiførere kan i revolutionens forløb optræde som mellemform; i den kommer da de revolutionære og borgerlige kræfters forhold til udtryk, og den har tendens til at fastholde og forevige det øjeblikkelige forhold med ødelæggelsen af det gamle og opbyggelsen af det nye som revolutionens resultat. Den ville således være noget i stil med en radikalere nyudgave af Ebert-Haase-Dittmann-regeringen. Hvad man kan vente af en sådan regering, fremgår af dens grundlag: en tilsyneladende ligevægt mellem de fjendtlige klasser, men under en overvægt hos bourgeoisiet, en blanding af parlamentarisk demokrati med en art rådssystem for arbejderne, socialisering, begrænset ved Entente-imperialismens veto, under opretholdelse af kapitalprofitten, forgæves forsøg på at forhindre klassernes skarpe sammenstød. De, der derved bliver ramt, er altid arbejderne. En sådan regering kan ikke alene intet gøre til opbygningen, den forsøger det ikke engang, da dens eneste mål er, at opholde revolutionen på halvvejen af dens forløb. Da den søger at forhindre såvel kapitalismens videre nedbrydning som udbygningen af proletariatets fulde politiske magt, virker den direkte kontrarevolutionær. Kommunisterne kan ikke andet end at bekæmpe en sådan regering på den mest hensynsløse måde.

Ligesom socialdemokratiet i Tyskland var proletariatets førende organisation, har fagforeningsbevægelsen i England gennem en næsten hundredårig historie de dybeste rødder i arbejderklassen. Her har idealet for de yngre radikale fagforeningsledere – Robert Smillie kan gælde som typen herpå – allerede længe været, at arbejderne ved hjælp af fagforeningsorganisationerne behersker samfundet. Også de revolutionære syndikalister og ordførerne for i.w.w. i Amerika; tænker sig – skønt tilsluttet III Internationale – proletariatets fremtidige herredømme overvejende i en sådan skikkelse. De radikale fagforeningsfolk betragter sovjetsystemet ikke som den reneste form for proletariatets diktatur, men derimod langt mere som en regering af politikere og intellektuelle, der er opbygget på et af arbejderorganisationer bestående grundlag. Derimod er fagforeningsbevægelsen for dem proletariatets naturlige selvskabte klasseorganisation, som deri styrer sig selv og skal beherske hele arbejdet. Er det gamle ideal med “industrielt demokrati” virkeliggjort og fagforeningen herre på fabrikken, da vil deres fælles organ, fagforeningskongressen, overtage de ledende og forvaltende funktioner i den samlede økonomiske proces. Det er da det virkelige “arbejdets parlament”, som træder i stedet for det gamle borgerlige partiparlament. Ganske vist viger man i disse kredse ofte nok forskrækket tilbage for et ensidigt og “uretfærdigt” klassediktatur som en forsyndelse mod demokratiet; arbejdet skal herske, men de andre skal ikke være retsløse. Følgelig skulle der ved siden af arbejderparlamentet, som forvalter grundlaget for alt liv, arbejdet, kunne samles et gennem almindelig valgret valgt andet kammer hele folkets repræsentation og udøve sin indflydelse på offentlige, kulturelle og fælles politiske spørgsmål.

Denne opfattelse af en regering af fagforeninger skal ikke forveksles med “Labourismen”, “Labourpartiet”’s politik, som fagforbundene nu fører. Denne består i en indtrængen af fagforeningerne i det nutidige borgerlige parlament, idet de danner et “arbejderparti” på lige fod med de andre partier og stræber efter at blive regeringsparti i deres sted. Dette parti er fuldstændig borgerligt, og mellem Henderson og Ebert er der ikke megen forskel. De vil give det engelske bourgeoisi lejlighed til – så snart det på grund af det truende tryk nedefra er nødvendigt – at fortsætte deres gamle politik på bredere basis, derigennem holde arbejderne svage og føre dem på vildspor, for at deres ledere kan blive optaget i regeringen. En arbejderpartiets regering – som for et år siden syntes nær på grund af massernes revolutionære stemning, men som førerne selv sidenhen ved at undertrykke den radikale strømning atter har rykket ud i det fjerne – ville ligesom Ebertregeringen i Tyskland kun være en regering for bourgeoisiet. Men det skal endnu vise sig, om det fremsynede kloge engelske bourgeoisi ikke tiltror sig selv meget bedre end disse arbejderbureaukrater at tage masserne ved næsen og undertrykke dem.

En ren fagforeningsregering står efter radikal opfattelse over for denne arbejderpolitik, denne “labourisme”, som revolution står over for reform. Kun en virkelig revolution af de politiske forhold – om voldelig eller efter gammelt engelsk mønster – kan tilvejebringe den; og i de brede massers bevidsthed ville denne da være proletariatets erobring af magten. Men alligevel er den ganske forskellig fra kommunismens mål. Den beror på den begrænsede ideologi, som udvikles i fagforeningskampen, hvor man ikke ser verdenskapitalen som helhed i alle dens sammenknyttede former, ikke Finanskapitalen, ikke bankkapitalen, den agrare kapital, kolonikapitalen, men kun ser dens industrielle form for sig. Denne ideologi støtter sig på den marxistiske økonomi, således som den i øjeblikket studeres ivrigt i den engelske arbejderverden, som viser produktionen som en udbytningsmekanisme, men uden den dybere marxistiske samfundslære, den historiske materialisme. Den ved, at arbejdet danner verdens grundlag, og vil derfor, at arbejdet behersker verden; men den ser ikke, hvorledes alle abstrakte områder af det politiske og åndelige liv bliver betinget af produktionsmåden, og den er derfor tilbøjelig til at overlade disse til den borgerlige intelligens, når denne blot anerkender arbejdets overherredømme. En sådan arbejderregering ville i virkeligheden være en fagforeningsbureaukratiets regering, som fuldstændiggør sig gennem den radikale del af det gamle statsbureaukrati, som den som sagkyndig overlader specialområderne kultur, politik og deslige. Dens økonomiske program vil antagelig heller ikke falde sammen med den kommunistiske ekspropriation, men derimod blot være rettet mod ekspropriation af storkapitalen, åger-, bank- og jordkapital, mens den “ærlige” driftsherreprofit, den af denne storkapital plukkede og beherskede mindre arbejdsgiver, bliver skånet. Det er også et spørgsmål om den i kolonispørgsmålet, denne livsnerve for Englands herskende klasse, vil indtage standpunktet fuld frihed til Indien, som er væsentligt for det kommunistiske program.

På hvilken måde, i hvilket omfang og i hvilken renhed en sådan politisk form vil virkeliggøres, kan ikke forudsiges; vi kan kun erkende de almene drivkræfter og tendenser, de abstrakte typer, men ikke de overalt forskellige konkrete former og blandinger, i hvilke de realiseres. Det engelske bourgeoisi har altid forstået kunsten, gennem partielle indrømmelser i det rigtige øjeblik at afværge revolutionære mål; hvorvidt det også i fremtiden kan følge denne taktik, vil frem for alt afhænge af dybden i den økonomiske krise. Bliver fagforeningsdisciplinen revet i småstykker i ukontrollerede industrielle opstande fra neden, mens kommunismen griber masserne, så vil de radikale og reformistiske fagforeningsfolk finde sammen på en midterlinje; går kampen skarpt imod den gamle reformistiske førerpolitik, så vil radikale fagforeningsfolk og kommunister gå hånd i hånd.

Disse tendenser er ikke begrænset til England. I alle lande består fagforbund som de mægtigste arbejderorganisationer; så snart den gamle magt styrter sammen gennem et politisk sammenstød, vil den naturligt tilfalde den bedst organiserede og mest indflydelsesrige magt, som er for hånden. I Tyskland udgjorde fagforenings-ledelserne i november 1918 den kontrarevolutionære garde bag Ebert; og ved den sidste marts-krise trådte de frem på den politiske scene med forsøget på at erhverve en direkte indflydelse på regeringsdannelsen. Gennem disse støtter til Ebertregeringen drejede det sig desuden kun om at tage proletariatet endnu snedigere ved næsen ved hjælp af bedraget om, en “regering under arbejderorganisationens kontrol”. Men det viser, at de samme tendenser er til stede her som i England. Og når også Legien og Bauer er blevet alt for kontrarevolutionært kompromitteret, vil nye radikale fagforeningsfolk fra u.s.p.-retningen træde i deres sted – således som de uafhængige under Dissmann allerede forrige år erobrede ledelsen af det store metalarbejderforbund. Når en revolutionær bevægelse styrter Ebert-regeringen, vil denne fast organiserede magt af syv millioner medlemmer være opmærksom på at gribe den politiske magt ved siden af det kommunistiske parti eller imod det.

En sådan “arbejderklassens regering” ved hjælp af fagforeningerne kan ikke være stabil; hvis den også vil kunne hævde sig i lang tid i en langsommelig økonomisk opløsningsproces, så vil den i en akut revolution kun kunne bestå som vaklende overgangstilstand. Dens program kan, som skitseret ovenfor, ikke være radikalt. Men en retning, der tillader sådanne forholdsregler, ikke som kommunismen, højst som midlertidig mellemform, som den bevidst videreudvikler i retning af en kommunistisk organisering, men derimod betragter dem som endeligt program, må nødvendigvis komme i modsætning til og i strid med masserne. For det første, fordi den ikke gør de borgerlige elementer fuldstændigt magtløse, men overlader dem en vis magtposition i bureaukratiet og måske i parlamentet, hvorfra de kan føre klassekampen videre ud. Bourgeoisiet vil stræbe efter at forstærke disse magtpositioner, mens proletariatet, fordi det ikke på en sådan måde kan tilintetgøre den fjendtlige klasse, må forsøge at gennemføre det rene sovjetsystem som organ for dets diktatur; i denne kamp mellem to stærke modstandere bliver den økonomiske opbygning umulig. (3) Og for det andet, fordi en sådan regering ikke kan løse de problemer om fagforeningsledere, som samfundet stiller. Thi disse kan kun løses gennem den proletariske masses eget initiativ og aktivitet, som bliver drevet af en så offervillig, grænseløs begejstring, sådan som kun kommunismen “med dens perspektiver om fuld frihed og højeste åndelige og moralske rejsning” kan vække. En retning, som ophæver den materielle fattigdom og udbytning, men som bevidst begrænser sig dertil, ikke antaster den borgerlige overbygning, og ikke samtidig forstår at omvælte hele det åndelige udsyn, proletariatets ideologi, kan ikke udløse disse mægtige energier i masserne; men derfor vil den også være ude af stand til at løse det materielle problem, den økonomiske opbygning og ophæve kaos.

Ligesom med den “rent socialistiske” regering vil fagforenings-regeringen forsøge at fastholde og stabilisere revolutionsprocessens øjeblikkelige resultat – blot på et langt mere fremskredent udviklingsstadium, når bourgeoisiets overherredømme er tilintetgjort og en vis klassernes ligevægt under proletariatets overherredømme er indtrådt; når hele kapitalprofitten ikke mere kan opnås, men derimod kun dens mindre anstødelige småkapitalistiske form; når ikke mere den borgerlige, men derimod den socialistiske opbygning alvorligt forsøges, om det så også er med utilstrækkelige midler. Dens betydning er altså at være et sidste tilflugtssted for den borgerlige klasse. Når bourgeoisiet over for massernes angreb ikke længere kan holde sig på Scheidemann-Henderson-Renaudel-linjen, trækker det sig tilbage til sin sidste tilbagetogslinje, Smillie-Dissmann-Merrheim-linjen. Kan det ikke længere bedrage proletariatet med “arbejdere” i en borgerlig eller socialistisk regering, så kan det endnu kun søge at holde proletariatet tilbage fra dets fjerneste radikale mål gennem en “regering af arbejderorganisationer”, for således at bevare en del af sin fortrinsstilling. En sådan regerings karakter er kontrarevolutionær, for så vidt den søger at holde revolutionens nødvendige udvikling til den borgerlige verdens totale tilintetgørelse og til den fuldstændige kommunisme tilbage fra at forfølge sine største og klareste mål. Kommunisternes kamp kan nu ofte løbe parallelt med de radikale fagforeningsfolks kamp; men det ville være en skadelig taktik, derved ikke at fremhæve modsætningerne i princip og mål skarpt. Og disse betragtninger har også en betydning for kommunisternes forhold til de nutidige fagforbund; alt hvad der bidrager til at styrke deres beslutsomhed og deres kraft, styrker den magt, som i fremtiden stiller sig i vejen for den fremadskridende revolution.

Når kommunismen fører en stærk og principiel kamp mod denne politiske overgangsform, er den stedfortræderen for de levende revolutionære tendenser i proletariatet. Den samme revolutionære aktion fra proletariatet, som, ved at den bryder det borgerlige magtapparat, åbner vejen for arbejderbureaukratiets herredømme, driver tillige masserne til at skabe deres egne organer, rådene, som straks undergraver fagforeningernes bureaukratiske maskineri i deres grundlag. Opbygningen af sovjetsystemet er samtidig proletariatets kamp for at erstatte diktaturets ufuldkomne form med det fuldkomne diktatur. Men under det intensive arbejde, der kræver alle uophørlige forsøg på “nyorganisering” af økonomien, vil et førerbureaukrati endnu længe kunne beholde en stor magt og massernes evne til at skille sig af med dem kun vokse langsomt. Disse forskellige former og faser i udviklingen følger heller ikke hinanden på den abstrakt-regelmæssige måde, hvorpå vi logisk sætter dem efter hinanden som udtryk for forskellige modenhedsgrader i udviklingen, men henløber derimod ved siden af hinanden, blander sig og krydser hinanden som et kaos af hinanden fuldstændiggørende, bekæmpende og opløsende tendenser, i hvis kamp revolutionens samlede udvikling drages ud. “Proletariske revolutioner,” sagde allerede Marx, “kritiserer bestandig sig selv, afbryder til stadighed sit eget forløb, vender tilbage til det tilsyneladende fuldendte, for at tage fat i det på ny, håner med grusom grundighed halvhederne, svaghederne og ynkværdighederne i deres første forsøg, synes at slå sine modstandere ned blot for at de skal suge nye kræfter af jorden og atter rejse sig endnu mægtigere over for dem …” De magter, som selv vokser ud af proletariatet som udtryk for dets utilstrækkelige kraft, må i den proces, der udvikler denne kraft – en udvikling i modsætninger, altså katastrofal, gennem kamp – blive overvundet. I begyndelsen var handlingen, men den dannede kun begyndelsen. At styrte et herredømme, kræver for et øjeblik en enig vilje, men kun den blivende enhed – som kun er mulig gennem klar indsigt – formår at fastholde sejren. Ellers kommer tilbageslaget, der ikke er de gamle herskeres tilbagevenden, men derimod et nyt herredømme i nye former, med nye personer og nye illusioner. Enhver ny fase i revolutionen bringer et nyt lag af endnu ubenyttede førere frem på overfladen som repræsentanter for bestemte organisationsformer, hvis overvindelse igen legemliggør et højere trin i proletariatets selvbefrielse. Proletariatets kraft er ikke blot den stærke kraft i den enestående vældige aktion, som slår fjenden ned, men også den åndelige kraft, som overvinder den gamle åndelige afhængighed og således med et stærkt greb forstår at fastholde, hvad der blev erobret i stormangrebet. Væksten i denne kraft i revolutionens op- og nedgange er væksten i den proletariske frihed.

VIII

Mens kapitalismen i Vesteuropa bryder stadig mere sammen, bliver produktionen under en ny ordning opbygget med uhyre vanskeligheder i Rusland. Kommunismens herredømme betyder ikke, at produktionen er ordnet fuldstændig kommunistisk dette er først muligt gennem en længere udviklingsproces – men derimod at arbejderklassen med bevidst hensigt udvikler produktionen i retning mod kommunismen. (4) Denne udvikling kan til enhver tid ikke gå videre, end de forhåndenværende tekniske og samfundsmæssige grundlag tillader; den må derfor udvise overgangsformer, i hvilke rester af den gamle borgerlige verden fremtræder. Efter hvad vi i Vesteuropa erfarer om de russiske tilstande, foreligger disse også i virkeligheden.

Rusland er et kæmpemæssigt bondeland, industrien har ikke, som i Vesteuropa, udviklet sig til det unaturlige omfang af et verdens “værksted”, som gjorde eksport og ekspansion til et livsvigtigt spørgsmål, men netop nok til at danne en industriel arbejderklasse, som var i stand til som en udviklet klasse at tage samfundets udvikling i sin hånd. Landbruget beskæftiger folkemassen, og deri udgør de moderne stordrifter et, skønt for den kommunistiske værdifuldt, mindretal. Hoveddelen udgør småbedrifterne, ikke Vesteuropas elendige udbyttede småbedrifter, men bedrifter, som sikrer bønderne velfærd, og som sovjetregeringen gennem materiel forsyning med hjælpestoffer og værktøj, såvel som gennem intensiv, kulturel og fagvidenskabelig undervisning, søger at bringe i stadig fastere forbindelse med helheden. Alligevel er det klart, at denne bedriftsform udviser en vis individualistisk, for kommunismen fremmed, ånd, som hos de “rige bønder” bliver til en fjendtlig, regulær anti-kommunistisk karakter. Herpå har Ententen uden tvivl tænkt med sit projekt om handelsfællesskab, for, gennem forsøg på at trække disse lag ind i den borgerlige profitjagts kreds, at opflamme den borgerlige modbevægelse. Men fordi en for stor interesse, frygten for den feudale reaktion, alligevel forbinder den med den nuværende regering, må sådanne forøg slå fejl, og når den vesteuropæiske imperialisme går til grunde, så forsvinder denne fare fuldstændigt.

Industrien er overvejende centralreguleret, udbytningsløs produktion, den er hjertet i den nye orden, statens ledelse støtter sig på det industrielle proletariat. Men også denne produktion befinder sig i en overgangstilstand; de tekniske funktionærer og forvaltningsfunktionærerne i fabrik og statsvæsen udøver en større magt, end der passer til den udviklede kommunisme. Nødvendigheden af at hæve produktionen hurtigt, og endnu mere nødvendigheden af at skabe en god hær mod reaktionens angreb, gjorde det nødvendigt hurtigst muligt at afhjælpe manglen på ledende kræfter; den truende hunger og de fjendtlige angreb tillader ikke at anvende alle kræfter på – i langsomt tempo – at forøge den generelle dygtighed og udvikling hos alle som basis for et kommunistisk fællesskab. Således måtte der af de nye førere og funktionærer opstå et nyt bureaukrati, der optog resterne af det gamle bureaukrati i sig og hvis tilstedeværelse undertiden med bekymring bliver betragtet som en fare for den nye orden. Denne fare kan kun fjernes gennem en bred udvikling af masserne, hvorpå der arbejdes med ildhu, men dens varige grundlag vil først blive dannet af den kommunistiske overflod, hvorigennem mennesket ophører med at være slave af sit arbejde. Kun overfloden skaber den materielle betingelse for frihed og lighed; så længe kampen mod naturen og mod kapitalmagterne endnu er en vanskelig kamp, så længe vil en umådelig specialisering forblive en nødvendighed.

Det er bemærkelsesværdigt, at ifølge vores undersøgelse frembringer den forskellige udvikling i Vesteuropa – hvor vi først forudser den i revolutionens videre fortsættelse – og i Rusland den samme politisk-økonomiske struktur: en kommunistisk reguleret industri, i hvilken arbejderråd udgør selvforvaltningens element, under teknisk ledelse og politisk herredømme af et arbejderbureaukrati, mens landbruget desuden i den fremherskende små- og middelbedrift beholder en individualistisk-småborgerlig karakter. Men denne overensstemmelse er dog ikke underlig, da en sådan social struktur ikke bliver bestemt af den politiske forhistorie, men derimod af teknisk-økonomiske grundbetingelser – den industrielle og agrare tekniks udviklingstrin såvel som massernes uddannelse, som er de samme her som der. (5) Men ved denne overensstemmelse består en stor forskel i betydning og mål. I Vesteuropa danner denne politisk-økonomiske struktur en overgangstilstand, i hvilken bourgeoisiet i sidste linje forsøger at forhale sin undergang, mens det i Rusland forsøges bevidst at styre udviklingen videre i retning af kommunismen. I Vesteuropa danner den en fase i klassekampen mellem proletariat og bourgeoisi, i Rusland en fase i den nye økonomiske opbygning. Under lignende ydre former befinder Vesteuropa sig på en undergående kulturs nedadgående linje, Rusland i en ny kulturs opstigende bevægelse.

Da den russiske revolution endnu var ung og svag og ventede sin redning fra den vesteuropæiske revolutions snarlige udbrud, herske de der en anden opfattelse af dens betydning. Rusland er, således hed det sig dengang, kun en revolutionens forpost, hvor proletariatet gennem tilfældige gunstige omstændigheder kunne gribe magten så tidligt; men dette proletariat er svagt og uuddannet og forsvinder næsten i de endeløse bondemasser. Proletariatet i det økonomisk tilbagestående Rusland kan kun for en tid gå foran; så snart det vesteuropæiske proletariats vældige masser rejser sig, med deres kundskaber og høje uddannelse, med deres tekniske og organisatoriske skoling, og overtager herredømmet over de mest udviklede industrilande med en gammel rig kultur, da vil man opleve en opblomstring af kommunismen, ved siden af hvilken den prisværdige russiske begyndelse dog kun ville synes svag og fattig. Hvor kapitalismen havde udfoldet sin største styrke – i England, i Tyskland, i Amerika – og forberedt den nye produktionsmåde, der lå kernen og kraften i den nye kommunistiske verden.

Denne opfattelse regnede ikke med revolutionens vanskeligheder i Vesteuropa. Hvor proletariatet kun langsomt kommer til et befæstet herredømme og bourgeoisiet nu og da forstår at vinde magten eller dele af magten tilbage, der kan der intet komme ud af en opbygning af økonomien. En kapitalistisk opbygning er umulig; hver gang, når bourgeoisiet får frie hænder, skaber det et nyt kaos og tilintetgør de grundlag, der kunne tjene til opbygningen af en kommunistisk produktion. Gennem blodig reaktion og tilintetgørelse forhindrer det atter og atter befæstelsen af den nye proletariske orden. Også i Rusland fandt dette sted: ødelæggelsen af industrianlæggene og bjergværkerne i Aral og i Donetzbækkenet ved Koltjak og Denikin, ligesom nødvendigheden af at anvende de bedste arbejdere og hoveddelen af den produktive kraft imod dem, har rystet økonomien dybt og beskadiget den kommunistiske opbygning stærkt og kastet den tilbage – og når også åbningen af handelsforbindelserne med Amerika og Vesten kan kræve begyndelsen af et nyt opsving som noget vigtigt, så vil de russiske massers største, mest opofrende anstrengelse være nødvendig, for at udbedre skaderne fuldstændigt. Men – og deri ligger forskellen – i Rusland forblev sovjetrepublikken selv uberørt, som et organiseret centrum af kommunistisk kraft, der allerede havde erhvervet en stor indre fasthed. I Vesteuropa vil der ikke blive ødelagt og myrdet mindre, der vil proletariatets bedste kræfter blive ødelagt i kampen, men her mangler den kraftkilde af en allerede fæstnet, organiseret, stor sovjetstat. I den ødelæggende borgerkrig udmattes klasserne mod hinanden, og så længe kan der intet komme ud af opbygningen, så længe hersker kaos og elendighed. Det vil være de landes lod, hvor proletariatet ikke straks med klart blik og enig vilje erkendte sin opgave, altså de lande, hvor de borgerlige traditioner svækker og spalter arbejderne, formørker deres øjne og gør deres hjerter forsagte. Årtier vil være nødvendige til i de gamle kapitalistiske lande at overvinde den borgerlige kulturs forpestende lammende indflydelse på proletariatet. Og i mellemtiden ligger produktionen brak, og landet vil, økonomisk, blive til en ørken.

På samme tid som Vesteuropa møjsommeligt kæmper sig ud af sin borgerlige fortid, stagnerer økonomisk, blomstrer i østen, i Rusland, økonomien frem i den kommunistiske orden. Hvad der udmærkede den udviklede kapitalismes lande frem for det tilbagestående østen, var deres uhyre besiddelse af materielle og åndelige produktionsmidler – et tæt net af jernbaner, fabrikker, skibe, en tæt, teknisk uddannet befolkning. Men i kapitalismens sammenbrud, i den lange borgerkrig, i tiden med stagnation, når der bliver produceret for lidt, går den tabt, bliver forbrugt eller ødelagt. De ikke destruerbare produktivkræfter, videnskaben, de tekniske færdigheder, er ikke bundet til disse lande; deres bærere finder i Rusland et nyt hjem, hvor også en del af Europas materielle, tekniske besiddelser kan reddes over gennem handelen. Sovjetruslands handelsordning med Vesteuropa og Amerika har, hvis den alvorligt og kraftigt føres igennem, tendens til at forstærke denne modsætning, fordi Ruslands økonomiske opbygning kræver det, mens den i Vesteuropa forhaler sammenbruddet, sinker ruinen, skaffer kapitalismen et pusterum og lammer massernes revolutionære handlekraft – hvor lang tid og i hvilket omfang får stå hen i det uvisse. Politisk vil det vise sig i en tilsyneladende stabilisering af en borgerlig eller en af de ovenfor behandlede regeringsformer og i en samtidig overhåndtagen af opportunismen inden for kommunismen; gennem anerkendelsen af de gamle kampmetoder, gennem deltagelsen i det parlamentariske arbejde og loyal opposition i de gamle fagforeninger vil de kommunistiske partier i Vesteuropa erhverve sig en legal position, ligesom tidligere socialdemokratiet, og heroverfor vil den radikale, revolutionære retning se sig trængt i mindretal. En virkelig ny opblomstring af kapitalismen er imidlertid ganske usandsynlig; den private interesse hos de med Rusland handlende kapitalister vil ikke bekymre sig om den samlede økonomi og vil for profittens skyld sælge af produktionens vigtige grundelementer til Rusland til spotpris; det er heller ikke muligt atter at bringe proletariatet ind i afhængigheden. Dermed stikker krisen dybt; en blivende forbedring er umulig og bliver atter og atter forhalet; processen med revolution og borgerkrig bliver udskudt og forlænget, kommunismens fulde herredømme og en ny opblomstrings begyndelse skudt ud i en fjernere fremtid. Imens hæver økonomien i Østen sig uhindret i kraftige opsving, åbner nye veje, støttende sig på den højeste naturvidenskab – som Vesten ikke forstår at bruge – forenet med den nye socialvidenskab, menneskehedens nyvundne herredømme over dens egne samfundsmæssige kræfter. Og disse kræfter, hundrede gange øget ved de nye energier, som udspringer af friheden og ligheden, vil gøre Rusland til Centrum for den nye kommunistiske verdensorden.

Det vil ikke være det første tilfælde i verdenshistorien, at verdens centrum ved overgangen til en ny produktionsmåde – eller en af dens faser – blev forlagt til andre egne af verden. I oldtiden vandrede det fra Forasien til Sydeuropa, i middelalderen fra Syd- til Vesteuropa; med koloni- og handelskapitalens opkomst blev først Spanien, derpå Holland og England, med industriens opkomst blev England det førende land. Årsagerne til disse forandringer kan også sammenfattes i et generelt synspunkt: hvor den tidligere økonomiske form kom til sin højeste udfoldelse, er de materielle og åndelige kræfter, de politisk-juridiske institutioner, som sikrer dens eksistens og er nødvendig for dens fuldstændige udvikling, så fast udbygget, at de lægger næsten uoverstigelige hindringer i vejen for en udvikling til nye former. Således hæmmede slaveriinstitutionen ved oldtidens udgang udviklingen af en feudal orden; således bevirkede lavslovene i middelalderens store rige byer, at den senere kapitalistiske manufaktur kun kunne udvikle sig i andre indtil da ubetydelige byer; således hæmmede den franske absolutismes politiske orden, som industrien under Colbert krævede, i det sene 18. århundrede indførelsen af den storindustri, som gjorde England til fabrikslandet. Der består endda en tilsvarende lov i den organiske natur, der som modstykke til Darwins “den bedst tilpassedes overleven”, undertiden bliver betegnet som “survival of the unfitted”, den “ikke tilpassedes overleven”. Når en dyretype – som f.eks. saurerne i den sekundære tidsalder – har specialiseret og differentieret sig til en rigdom på former, som alle er fuldstændig tilpasset den tids særlige livsbetingelser, så er den blevet ude af stand til at udvikle en ny type: alle anlæg og muligheder er gået tabt og kommer ikke tilbage. Udviklingen af en ny type udgår fra de primitive urformer, som, fordi de er udifferentierede, har bevaret alle udviklingsmuligheder, og den tilpasningsuegnede gamle type dør ud. Som et særligt tilfælde af denne organiske regel skal man betragte det fænomen – som den borgerlige videnskab bringer ud af verden med fantasien om en “skabende livskraft” hos en nation eller race – at ledelsen i den økonomiske, politiske, kulturelle udvikling i løbet af menneskehedens historie hele tiden overgår fra et folk eller land til et andet.

Vi ser nu de årsager, hvorigennem Vesteuropas og Amerikas overherredømme – som bourgeoisiet så gerne vil tilskrive en åndelig overlegenhed hos sin race – vil forsvinde, og hvorhen det antagelig vil gå. Nye lande, hvor massernes ikke er forgiftet af osen fra en borgerlig verdensanskuelse, hvor deres ånd gennem en industriel udviklings begyndelse blev drevet frem fra den gamle ubevægelige ro og vækkede en kommunistisk fællesskabsfølelse, hvor råstofferne er til stede, for at anvende den fra kapitalismen arvede højeste teknik til en fornyelse af de overleverede produktionsformer, hvor trykket ovenfra er stort nok til at tvinge de kampduelige til kamp og udvikling, men hvor intet overmægtigt bourgeoisi kan forhindre denne fornyelse – sådanne lande vil blive den nye kommunistiske verdens centre. Rusland, med Sibirien selv en halv verdensdel, står allerede i første række. Disse betingelser er imidlertid også mere eller mindre til stede i andre af Østens lande, i Indien, i Kina. Når der her også er atter andre årsager til umodenheden til stede, så bør disse Asiens lande dog ikke overses ved en betragtning af den kommunistiske verdensrevolution.

Man ser ikke denne revolution i dens fulde universelle betydning, når man kun betragter den fra det vesteuropæiske synspunkt. Rusland er ikke kun Europas østlige del, men derimod – ikke blot geografisk, men også økonomisk-politisk – i langt højere grad Asiens vestlige del. Det gamle Rusland havde kun lidt fælles med Europa: det var det vestligst liggende af de politisk-økonomiske samfund, som Marx betegnede som “orientalske despotier” og til hvilke alle Asiens store gamle og nye kæmperiger hørte. I disse rejste sig, på grundlag af landsbykommunismen hos en overalt næsten ensartet bondestand, en ubegrænset fyrste- og adelsmagt, der desuden støttede sig på en relativ ringe, men vigtig handelstrafik med simpelt håndværk. I denne, sig gennem årtusinder – trods vekslende herskere på overfladen – atter og atter på den samme måde reproducerende produktionsmåde er den vesteuropæiske kapital trængt ind fra alle sider, opløsende, omvæltende underkastende, udbyttende, forarmende. Gennem handel, gennem direkte underkastelse og udplyndring, gennem udbytning af naturrigdommene, gennem bygningen af jernbaner og fabrikker, gennem statslån til fyrsterne, gennem eksporten af levnedsmidler og råstoffer – alt hvad der sammenfattes under navnet kolonipolitik. Mens Indien med sin uhyre rigdom blev tidligt erobret, udplyndret og derpå proletariseret og industrialiseret, kom de andre lande først senere gennem den moderne kolonipolitik i kloen på den udviklede finanskapital.

Også Rusland blev – skønt det udadtil siden 1700 optrådte som en af de europæiske stormagter – til en koloni for den europæiske kapital: gennem dets umiddelbare krigsmæssige berøring med Europa gik det tidligere og hurtigere den vej, som Persien og Kina senere fulgte. Før den sidste verdenskrig var 70% af jernindustrien, størstedelen af jernbanerne, 90% af platinproduktionen, 75% af naftaindustrien i hænderne på europæiske kapitalister, som desuden ved hjælp af zarismens enorme statsgæld udbyttede de russiske bønder til ud over hungergrænsen. Mens arbejderklassen i Rusland arbejdede under lignende forhold som i Vesteuropa, hvorved der opstod et fællesskab af revolutionære, marxistiske anskuelser, så var Rusland alligevel i hele sin økonomiske situation det vestlige af de asiatiske riger.

Den russiske revolution er begyndelsen til Asiens store oprør mod den i England koncentrerede vesteuropæiske kapital. Man lægger som regel kun mærke til dens indvirkning på Vesteuropa, hvor de russiske revolutionære gennem deres høje teoretiske skoling er blevet lærerne for det mod kommunismen stræbende proletariat. Men endnu vigtigere er dens virkninger østpå; og derfor behersker de asiatiske spørgsmål Sovjetrepublikkens politik næsten endnu mere end de europæiske spørgsmål. Fra Moskva, hvor delegationerne fra de asiatiske stammer kommer, den ene efter den anden, går råbet om alle folks frihed og selvbestemmelse og kampen mod den europæiske kapital udover hele Asien. (6) Fra den turanske sovjetrepublik går trådene til Indien og de muhammedanske lande; i Sydkina søgte de revolutionære at efterfølge sovjetforfatningens eksempel; den i Forasien opkommende panislamitiske bevægelse under tyrkisk ledelse søger at støtte sig til Rusland. Her ligger det store indhold i verdenskampen mellem Rusland og England som eksponenterne for to samfundssystemer; og derfor kan denne kamp trods midlertidige pauser ikke ende med en virkelig fred, thi gæringsprocessen i Asien fortsætter. Engelske politikere, som ser noget længere frem end den småborgerlige demagog Lloyd George, ser ganske godt den fare, der her truer det engelske verdensherredømme og dermed hele kapitalismen; de siger med rette, at Rusland er meget farligere, end Tyskland nogensinde har været. Men de kan ikke optræde energisk, da det engelske proletariats begyndende revolutionering netop ikke tillader nogen anden regering end det småborgerlige demagogis.

Asiens sag er menneskehedens egentlige sag. I Rusland, Kina og Indien, på den sibirisk-russiske slette og i de frugtbare dale ved Ganges og Yangtsekiang bor 800 mill. mennesker, mere end halvdelen af hele jordens befolkning, næsten tre gange så mange som i det øvrige kapitalistiske Europa. Og overalt, foruden i Rusland, træder også allerede kimen til oprøret frem; på den ene side kraftigt opblussende strejkebevægelser, hvor industrielle proletarer er stuvet sammen, som i Bombay og Hankow, på den anden side nationalistiske bevægelser i den endnu svage fremvoksende nationale intelligens. Så meget, som her har kunnet udledes af de sparsomme efterretninger i den temmelig tavse engelske presse, er, at verdenskrigen har opflammet de nationale bevægelser stærkt, men derpå undertrykt dem voldsomt, mens industrien befinder sig i et så kraftigt opsving, at guldet i massevis flyder fra Amerika til Østasien. Når den økonomiske krises bølge når disse lande – Japan synes allerede at være grebet af den – skulle der derfor kunne regnes med nye kampe. Det spørgsmål kan opkastes, om rent nationalistiske bevægelser, som i Asien, der tilstræber et nationalt-kapitalistisk styre, skal understøttes, da de dog vil forholde sig fjendtligt til den egentlige proletariske frihedsbevægelse. Men antagelig vil udviklingen ikke tage denne retning. Ganske vist har den opkommende intelligens hidtil orienteret sig efter den europæiske nationalisme og som det opstående indfødte bourgeoisis ideologer propaganderet for en national-borgerlig regering efter vestligt mønster. Men med Europas forfald blegner dette ideal, og den vil uden tvivl komme under stærk åndelig indflydelse fra den russiske bolsjevisme og deri finde midlet til at smelte sig sammen med den proletariske strejke- og oprørsbevægelse. Således vil Asiens nationale frihedsbevægelser, måske hurtigere end det nu efter et overfladisk blik ville være at vente, antage en kommunistisk tankeverden og et kommunistisk program på det faste materielle grundlag af arbejdernes og bøndernes klassekamp mod den barbariske undertrykkelse under verdenskapitalen.

At disse folk overvejende er agrare, behøver lige så lidt som i Rusland at være en hindring: kommunistiske fællesskaber består ikke i en tæt sammenpresset mængde af fabriksbyer – da den kapitalistiske skelnen mellem industrilande og agrarlande ophører her – derimod må landbruget indtage en meget stor plads i dem. Ganske vist vil den overvejende agrare karakter besvære revolutionen, eftersom de åndelige ressourcer derved er ringere. Uden tvivl vil i disse lande også en længere periode med åndelig og politisk omvæltning være nødvendig. Vanskelighederne er her anderledes end i Europa: mindre aktiv end passiv; de ligger mindre i modstandens kraft end i den langsomme opvågnen til aktivitet, ikke i overvindelsen af det indre kaos, men i dannelsen af en enig kraft til at fordrive de fremmede udbyttere. Disse vanskeligheders specielle forskelle – Indiens religiøse og nationale splittelse, Kinas småborgerlige karakter – kommer vi ikke ind på her. Hvorledes også de politiske og økonomiske former end vil udvikle sig videre, så er hovedproblemet, som først må løses, tilintetgørelsen af den europæisk-amerikanske kapitals herredømme.

Den vanskelige kamp indtil kapitalismens tilintetgørelse er den fællesopgave, som Vesteuropas og u.s.a.’s arbejdere må løse hånd i hånd med Asiens millionfolk. Vi står nu kun ved dens første begyndelse. Når den tyske revolution tager en afgørende vending og tilslutter sig Rusland, når revolutionære massekampe bryder ud i England og Amerika, når oprørene blusser op i Indien, når kommunismen skyder sine grænser frem til Rhinen og til det Indiske Ocean, da træder verdensrevolutionen ind i den næste vældigste fase. Med sine vasaller i folkeforbundet og sine japanske og amerikanske forbundsfæller, angrebet indefra og udefra, gennem koloniale oprør og befrielseskrige truet i sin verdensmagt, gennem strejke og borgerkrig lammet i sit indre, vil det verdensbeherskende engelske bourgeoisi skulle anstrenge alle kræfter og stable lejehære på benene mod begge fjender. Når den engelske arbejderklasse, styrket i ryggen af det øvrige europæiske proletariat, angriber sit bourgeoisi, kæmper den i dobbelt forstand for kommunismen, idet den selv baner vejen for den i England, og idet den hjælper med at befri Asien. Og omvendt vil den kunne regne med støtte fra den kommunistiske hovedmagt, når bourgeoisiets bevæbnede lejesvende søger at drukne dens kamp i blod – thi Vesteuropa med den foranliggende ø, er kun en halvø, der rager ud fra det store russisk-asiatiske landekompleks. Den fælles kamp mod kapitalen vil gøre hele verdens proletariske masser til en enhed. Og når de europæiske arbejdere endelig, ved kampens slutning, dybt udmattet står i frihedens klare morgenlys, hilser de i østen Asiens befriede folk og rækker hinanden hænderne i Moskva, den nye menneskeheds hovedstad.

Noter

1. I Tyskland blev for nylig den grund angivet, at kommunisterne skulle gå ind i parlamentet for at overbevise arbejderne om parlamentets uanvendelighed. Men man går vel ikke en forkert vej for at vise andre, at den er forkert, men går hellere straks den rigtige vej.

2. Vi henviser f.eks. til kammerat Koloszvarys indgående kritik i Wien-ugetidsskriftet “Kommunismus”.

3. Manglen på ydre synligt imponerende magtmiddel hos bourgeoisiet i England vækker undertiden den pacifistiske illusion, at en voldelig revolution ikke skulle være nødvendig her, og at en fredelig opbygning fra neden (som i Guild movement og Shop Committees) vil klare det hele. Sikkert er det, at det engelske bourgeoisis hidtil mægtigste våben ikke har været magten, men det snedige bedrag; men når det er nødvendigt, vil denne verdensbeherskende klasse vide at opbyde endnu vældigere magtmidler.

4. Denne opfattelse af den gradvise omvæltning af produktionsmåden står i skarp modsætning til den socialdemokratiske opfattelse, som lidt efter lidt, med langsomme reformer, vil afskaffe kapitalismen og udbytningen. Det sejrrige proletariats øjeblikkelige ophævelse af al kapitalprofit og udbytning er betingelsen for, at produktionsmåden kan slå ind på vejen til kommunismen.

5. Et kendt eksempel på en sådan konvergent udvikling finder man i den sociale struktur ved slutningen af oldtiden og begyndelsen af middelalderen, sml. Engels’ Der Ursprung der Familie, kap. 8 [Dansk: Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, kap. 8].

6. Her ligger grunden til den holdning, som Lenin i 1916, omkring Zimmerwald, bragte til udtryk over for Radek, der repræsenterede de vesteuropæiske kommunisters standpunkt. Disse lagde vægt på, at parolen om alle folks selvbestemmelsesret – som socialpatrioterne istemte sammen med Wilson – blot ville være folkebedrag, da denne ret under imperialismen kun kan være skin og bedrag, og at denne parole derfor skulle bekæmpes af os. Lenin så i dette standpunkt en tendens hos de vesteuropæiske socialister til at afvise de asiatiske folks nationale befrielseskrige, hvorved de kunne unddrage sig den radikale kamp mod deres regerings kolonipolitik.

Tillæg

De ovenstående redegørelser blev skrevet i april og afsendt på vejen til Rusland, for at de, hvis det var muligt, kunne tjene som materiale til Eksekutiv-komiteens og kongressens taktiske beslutninger. I mellemtiden har forholdene udviklet sig videre derhen, at Eksekutiv-komiteen i Moskva og de førende kammerater i Rusland har stillet sig fuldstændig på opportunismens side og derved skaffet denne retning overvægten på den Kommunistiske Internationales anden kongres.

Først optrådte denne politik i Tyskland i Radeks bestræbelser på med alle åndelige og materielle midler, som han med k.p.d.’s ledelse rådede over, at påtvinge de tyske kommunister sin taktik med parlamentarismen og understøttelsen af Centralforbundene, hvorved den kommunistiske bevægelse blev spaltet og svækket. Siden Radek optrådte som Eksekutiv-komiteens sekretær, er denne politik blevet hele Eksekutiv-komiteens politik. De indtil da forgæves forsøg på at få de tyske Uafhængige tilsluttet Moskva blev indtrængende fortsat; derimod blev k.a.p.d.’s antiparlamentariske kommunister, som, hvad vel ingen vil betvivle, ifølge deres natur hører til KI, behandlet meget køligt: de havde, hed det sig, i alle vigtige spørgsmål stillet sig over for III Internationale, og kun under særlige betingelser kunne de tolereres. Amsterdammer Underbureauet, som Internationalen havde optaget og behandlet som ligeværdigt, blev sat ud i kulden. Med de delegerede fra det franske s.p.’s centrum blev der forhandlet om tilslutning. Over for de engelske kommunister erklærede Lenin, at de ikke alene skulle deltage i parlamentsvalgene, men også skulle tilslutte sig det til II Internationale hørende “Labour Party” – den politiske forening for hovedsageligt reaktionære fagforeningsledere. I alle disse standpunkter fremtræder de førende russiske kammeraters bestræbelse på at etablere en forbindelse med de store, endnu ikke kommunistiske arbejderorganisationer i Vesteuropa. Mens de radikale kommunister virker for arbejdermassernes oplysning og revolutionering gennem den skarpeste principielle kamp mod alle borgerlige, socialpatriotiske og vaklende retninger og deres repræsentanter, søger Internationalens ledelse at vinde dem for tilslutning til Moskva i massevis, uden at deres overleverede grundanskuelser behøver at ændres totalt.

Den modsætning, i hvilken de russiske bolsjevikker, engang gennem deres handlinger den radikale taktiks lærere, på en sådan måde er kommet til Vesteuropas radikale kommunister, træder klart frem i Lenins netop udkomne brochure: “Radikalismen, kommunismens børnesygdom”. Dens betydning ligger ikke i dens indhold, men i dens forfatters person. Thi argumenterne byder næppe på noget nyt; det er for det meste de samme, der også allerede blev benyttet af andre; men det særlige er, at Lenin nu har brug for dem. Det kan derfor heller ikke dreje sig om at bekæmpe dem – deres fejl beror for det meste på ligestillingen mellem de vesteuropæiske forhold, partier, organisationer, parlamentspraksis og lignende med de russiske af samme navn – og stille andre argumenter over for dem, men derimod at forstå den kendsgerning, at de optræder her, som udslag af en bestemt politik.

Grundlaget for denne politik er ikke vanskeligt at finde i Sovjetrepublikkens behov. Gennem Koltjaks og Denikins reaktionære opstande er grundlagene for den russiske jernindustri ødelagt, mens krigens anstrengelser lammede produktionens kraftige udfoldelse. Til den økonomiske opbygning har Rusland hårdt brug for maskiner, lokomotiver, værktøj, som kun de kapitalistiske landes intakte industri kan levere. Derfor behøver Rusland den fredelige handel med den øvrige verden, især med Entente-landene, der omvendt for at forhindre det kapitalistiske sammenbrud er henvist til Ruslands råstoffer og levnedsmidler. Den Russiske Sovjetrepublik må altså – tvunget af den revolutionære udviklings langsomhed i Vesteuropa – søge en modus vivendi med den kapitalistiske verden, afgive en del af sine naturrigdomme som købspris, og give afkald på det direkte krav om revolution i andre lande. Mod en sådan overenskomst, fra begge sider anerkendt som en nødvendighed, er der i sig selv intet at indvende; men det ville ikke være mærkeligt, om der ud af følelsen af nødvendighed og den begyndende praksis i en overenskomst med borgerskabet skulle opstå en åndelig tilbøjelighed til mådehold i anskuelserne. III Internationale står, som de kommunistiske partiers forbund, formelt uden for den russiske republiks regeringspolitik og skulle udfylde sine egne opgaver fuldstændig uafhængig deraf. Men i virkeligheden er denne adskillelse ikke til stede; således som det kommunistiske parti er sovjetrepublikkens rygrad, er Eksekutiv-komiteen, gennem dets medlemmers personer, snævert knyttet sammen med sovjetrepublikkens ledelse, og danner således et instrument, ved hvis hjælp denne ledelse griber ind i den vesteuropæiske politik. Således bliver det forståeligt, at III Internationales taktik – når den af en kongres bliver fælles fastlagt og centralt ledet for alle kapitalistiske lande – ikke blot bestemmes af den kommunistiske propagandas behov i disse lande, men også af Sovjetruslands politiske behov.

Nu behøver ganske vist kapitalens og arbejdets to verdensmagter, England og Rusland, begge den fredelige vareudveksling til økonomiens opbygning. Ikke blot disse direkte økonomiske behov bestemmer deres politik, men også den dybere økonomiske modsætning mellem bourgeoisi og proletariat, fremtidens spørgsmål, som træder frem deri, at mægtige kapitalistiske grupper i deres rigtige principielle fjendskab forsøger at forhindre enhver overenskomst. Sovjet-regeringen ved, at den ikke kan forlade sig på Lloyd Georges indsigt og Englands behov for fred; disse blev på den ene side fremtvunget gennem de røde armeers uovervindelige kraft, på den anden side gennem det tryk, som de engelske arbejdere og matroser udøvede på deres regering. Den ved, at truslen fra Entente-proletariatet er et af dens vigtigste våben til at lamme de imperialistiske regeringer og tvinge dem til forhandling. Derfor må den gøre dette våben så kraftigt som muligt. Hvad den behøver hertil, er ikke et radikalt kommunistisk parti, som forbereder en dybtgående revolution for fremtiden, men derimod en stor organiseret proletarisk magt, der træder i skranken for Rusland, og som den stedlige regering må tage hensyn til. Den behøver straks større masser, om de så heller ikke er helt kommunistiske. Vinder den disse for sig, så er deres tilslutning til Moskva et tegn for verdenskapitalen på, at tilintetgørelseskrige mod Rusland ikke mere er mulige, altså er fred og handelsforbindelser uundgåelige.

Derfor må der i Moskva forfægtes en kommunistisk taktik for Vesteuropa, som ikke skarpt modsiger de overleverede anskuelser og metoder hos de store udslagsgivende organiserede arbejdermasser. På samme måde måtte det forsøges hurtigst muligt i Tyskland at få en østligt orienteret regering i stedet for Ebert-regeringen, der lod sig benytte som Ententens værktøj mod Rusland; og til dette var, da det kommunistiske parti selv var for svagt, kun de Uafhængige anvendelige. En revolution i Tyskland ville styrke Sovjetruslands position overfor Ententen enormt. Ganske vist kunne en sådan revolution i sin videste udvikling blive meget ubekvem for en fredens og forståelsens politik med Ententen, da en radikal proletarisk revolution ville betyde Versaillestraktatens sønderrivning og krigens fornyelse – kommunisterne i Hamburg ville allerede i forvejen aktivt forberede sig til denne krig. Da ville også Rusland blive trukket ind i krigen, og når også dets ydre kraft derved skulle vokse, så ville den økonomiske opbygning og nødens ophævelse alligevel være skubbet ud i en videre fremtid. Disse konsekvenser kunne forhindres, hvis den tyske revolution lod sig holde inden for sådanne grænser, at den ganske vist forøgede de allierede arbejderregeringers magt stærkt over for Entente-kapitalen, mens det alligevel ikke uafviseligt nødvendigt medførte en øjeblikkelig krig. Ikke k.a.p.d.’s radikale taktik, men en regering af Uafhængige, k.p.d. og fagforeninger i form af en rådsorganisation efter russisk mønster, ville være nødvendig hertil.

Denne politik har imidlertid endnu videre udsigter end det blot at vinde en gunstig position for de øjeblikkelige forhandlinger med Ententen. Dens mål er verdensrevolutionen; men det er klart, at denne politiks særlige karakter også må udtrykke en særlig opfattelse af verdensrevolutionen. Den revolution, som nu går gennem verden, som snart vil drage ind over Centraleuropa og dernæst Vesteuropa, bliver drevet af kapitalismens økonomiske sammenbrud; hvis det ikke lykkes kapitalen at hidføre et opsving i produktionen, må masserne gribe til revolutionen, hvis de ikke vil gå passivt til grunde. Men mens de må gennemføre revolutionen, befinder de store masser sig endnu i åndelig afhængighed af de gamle anskuelser, de gamle organisationer og førere, og disse vil først og fremmest tage magten i hænderne. Derfor må der være forskelle mellem den ydre revolution, som tilintetgør bourgeoisiets herredømme og gør kapitalismen umulig, og den kommunistiske revolution, der fuldendes i en længere proces, som omvælter masserne i deres indre, og i hvilken den sig fra alle lænker befriende arbejderklasse tager et fast greb om opbygningen af kommunismen. Det er kommunismens opgave, at erkende de kræfter og tendenser, som vil fastholde revolutionen på halvvejen, at vise masserne vejen derudover, og gennem den skarpeste kamp for de fjerneste mål, for den fulde magt, imod hine tendenser, at vække kraften i proletariatet til at drive revolutionen videre. Det kan den kun, hvis den allerede nu fører denne kamp mod de hæmmende førertendenser og førermagten. Opportunismen vil forbinde sig med dem og tage del i det nye herredømme; idet den tror, at kunne lænke dem til kommunismens vej, bliver den kompromitteret gennem dem. Idet III Internationale erklærer denne taktik for den officielle kommunistiske taktik, giver den magtovertagelsen gennem de traditionelle organisationer og deres førere den “Kommunistiske Revolutions” stempel, befæster den disse føreres herredømme og vanskeliggør revolutionens videreførelse.

Ud fra standpunktet Sovjetruslands opretholdelse er denne opfattelse af verdensrevolutionens mål rigtig nok uangribelig. Når der i Europas andre lande består et lignende politisk system som i Rusland: et arbejderbureaukratis herredømme, som støtter sig på et rådssystem som grundlag, da er verdensimperialismens magt besejret og styrtet, i det mindste i Europa. Da kan i Rusland, omgivet af venligtsindede arbejderrepublikker, den økonomiske opbygning af kommunismen foregå uforstyrret, uden frygt for reaktionære angrebskrige. Således bliver det forståeligt, at hvad vi betragtede som en midlertidig, utilstrækkelig mellemform, som skulle bekæmpes af al magt, for Moskva er den proletariske revolutions virkeliggørelse, målet for den kommunistiske politik.

Deraf følger også de kritiske betænkeligheder, som fra kommunismens standpunkt skal rejses mod denne politik. De ligger først i den åndelige tilbagevirkning på Rusland selv. Hvis det i Rusland herskende lag fraterniserer med det vesteuropæiske arbejderbureaukrati – som er korrumperet gennem sin stilling, sin modsætning til masserne, sin tilpasning til den borgerlige verden – og tilegner sig dets ånd, så kan den kraft gå tabt, som skal videreføre Rusland på vejen mod kommunismen; støtter det sig imod arbejderne på de jordbesiddende bønder, så ville en afledning af udviklingen henimod borgerlige agrare former og dermed en stagnation i verdensrevolutionen ikke være umulig. De ligger endvidere deri, at det samme politiske system, som for Rusland opstod som praktisk overgangsform til kommunismens virkeliggørelse – og kun gennem særlige forhold kunne stivne til et bureaukrati – i Vesteuropa fra første færd betyder en reaktionær hæmning af revolutionen. Vi har allerede fremhævet, at en sådan “arbejderregering” ikke vil kunne udløse kræfterne til den kommunistiske opbygning. Da de borgerlige og småborgerlige masser (sammen med bønderne) imidlertid efter denne revolution endnu udgør en uhyre magt – anderledes end i Rusland efter oktoberrevolutionen – vil reaktionen kun alt for let atter gennemføre svigten i opbygningen, mens de proletariske masser samtidig måtte rejse sig til nye anstrengelser for at afskaffe dette system.

Det er imidlertid endnu et spørgsmål, om denne forfladigede verdensrevolutions politik kan føre til sit mål og ikke snarere omvendt, som enhver opportunistisk politik, på ny vil styrke bourgeoisiet. Thi det er aldrig et krav fra revolutionen, når den radikaleste opposition på forhånd forbinder sig med den moderate med magtens deling for øje, i stedet for gennem forbitret kamp at drive den videre; derved bliver massernes samlede angrebskraft svækket i en sådan grad, at det herskende systems fald bliver forhalet og vanskeliggjort.

Revolutionens virkelige kræfter ligger andetsteds end i partiernes taktik og regeringernes politik. Trods alle forhandlinger kan der ikke gives nogen virkelig fred mellem den imperialistiske og den kommunistiske verden: mens Krassin forhandlede i London, smadrede de røde armeer den polske magt og nåede Tysklands og Ungarns grænser. Dermed bliver krigen ført over i Centraleuropa; og de her indtil utålelighed voksede klassemodsætninger, det totale indre økonomiske sammenbrud, som gør revolutionen uafvendelig, massernes nød, den bevæbnede reaktions raseri, alt dette vil lade borgerkrigen flamme voldsomt op i disse lande. Men når masserne kommer i bevægelse her, vil deres revolution ikke lade sig tvinge ind i de grænser, som de kloge føreres opportunistiske politik foreskriver den; den må blive radikalere, dybere end i Rusland, fordi langt vældigere modstande skal overvindes. Mod de vilde kaotiske naturkræfter, der bryder frem fra dybet af tre dybt rystede folk, og som vil give verdensrevolutionen et nyt opsving, tilfalder der kun kongresbeslutningerne i Moskva en underordnet betydning.

© Allthough the Communist Left in general abstained from claiming copyrights or rights on “intellectuel property”, some publications on this site might be copyrighted; if they are, their use is free for personal consultation only. Non-copyrighted material, provided for non-commercial use only, can be freely distributed. Including a reference to this source is appreciated, as well as a notification. As for commercial use, please contact us.

Compiled by Vico, 20 May 2019

Undersøgelse

• I
• II
• III
• IV
• V
• VI
• VII
• VIII
• Noter
• Tillæg